Kommunernes Landsforening: Sygehusene har verdensrekord i antal læger

I fremtiden bør væksten på sundhedsområdet ske i kommunerne og almen praksis, mener KL

- Danmark er det land i verden, der har flest læger på sygehusene målt i forhold til vores størrelse, påpeger KL`s afgående formand og kommende næstformand, Martin Damm (V).. (Foto: Morten Stricker/Scanpix 2017) (Foto: © Morten Stricker, Scanpix)

Der er for mange sygehuslæger og for få praktiserende læger. Al for megen behandling finder sted på sygehusene.

Det mener Kommunernes Landsforening.

- Danmark er det land i verden, der har flest læger på sygehusene målt i forhold til vores størrelse, påpeger KL`s afgående formand og kommende næstformand, Martin Damm (V) i en artikel på danskekommuner.dk

Regionsrådsformand i Nordjylland og formand for regionernes sundhedsudvalg, Ulla Astman (A) er uenig. Flere hundrede sygehus-teams kommer ud i borgernes eget hjem på landsplan, påpeger hun.

Sygehuslæger har også ansvar for behandling i eget hjem

- Det væsentlige er at have blik for at lægerne på sygehusene har behandlingsansvar for en lang række ting, der foregår uden for sygehusene. KL mener, at væksten på sundhedsområdet fremover ske i kommunerne og hos de praktiserende læger - især fordi der bliver flere og flere ældre.

Men sådan kan man ikke skelne. For patienterne skal undersøges og behandles, hvor det giver bedst mening, siger Ulla Astman.

- Vi skal gøre op med den gammeldags tænkning om, at enten har man lægeligt ansvar inden for eller uden for sygehusene. Man kan godt have både og. Det vigtige her er sammenhængen for patienten. vi tager gerne ansvar for behandlingen ude hos folk selv - og gerne i et tæt samarbejde med kommunerne.

Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen er heller ikke enig med KL i, at der er for mange sygehuslæger. Til gengæld medgiver han, at der er for få praktiserende læger og andet sundhedspersonale ude i kommunerne.

- Jeg er da også rigtig ærgerlig over, at man med kommunalreformen og opbygningen af supersygehusene ikke også fik lagt en overordnet plan for, hvordan man skulle styrke den kommunale sundhedsdel.

Flemming Møller Mortensen siger, at der dels skal uddannes flere praktiserende læger, dels ansættes et større mix af andre sundhedsfolk i kommunerne og almen praksis.

- Det kunne være fysioterapeuter til at tage sig af muskel-skelet-sygdomme. Det kunne være flere jordemødre til at tage sig af svangre-omsorgen. Flere sundhedsplejersker til at tage sig af tre-års-undersøgelserne i almen praksis. Samt flere sygeplejersker til at tage sig af de kroniske patienter.