Læge: Overbelægning på sygehus kan bringe kræftsyges liv i fare

Patienter på Aalborg Universitetshospital ligger på gangene, og det kan i værste tilfælde koste liv, mener overlæge.

For mange patienter på gange og stuer kan betyde farlige infektioner hos kræftsyge.

Aalborg Universitetshospital har siden årsskiftet kæmpet med stor overbelægning på sygehuset. Det betyder, at patienter har været indlagt på gange og andre steder, og det kan medføre stor brandfare, kunne DR tidligere fortælle.

Men det er ikke kun frygten for brand, der er til stede. Også smittefaren er væsentligt forhøjet, lyder det nu fra personale på Aalborg Universitetshospital.

Marianne Severinsen er overlæge på Hæmatologisk Afdeling. På hendes afdeling er personalet ofte nødt til at indlægge patienterne i senge på gangene eller have tre patienter på en topersoners-stue.

- Smitterisikoen er høj, når der er mange patienter. Og jo flere forskellige patienter, som møder hinanden, jo større er risikoen for, at de bliver smittede. Og når der ligger patienter på gangene, som ofte bliver skiftet ud, er det et problem, siger Marianne Severinsen.

Fem patienter ligger på gangene

Det sker ofte, at der er mange patienter, der ligger på gangene, lyder det fra en sygeplejerske på afdelingen.

- Vi mærker overbelægningen ved, at vi pludselig har op til fem patienter liggende på gangene, hvor folk går og står. Vi går stuegang på gangen, de får taget blodprøve på gangen, alt sker på gangen, siger Lotte Andersen, sygeplejerske og arbejdsmiljørepræsentant.

Patienterne på Hæmatologisk Afdeling har blandt andet lymfekræft, leukæmi og knoglemarvskræft og får ofte kemoterapi. Kemoterapien svækker deres immunforsvar, og så skal der ikke meget til, før en enkelt virus kan få fatal betydning.

- Patienter, som har et svækket immunforsvar, bliver meget syge, hvis de får en infektion. Og jo tættere de ligger med andre patienter, jo større risiko er der for, at de får en infektion. Og det kan i sidste ende bringe dem i livsfare, siger Marianne Severinsen.

Påvirker patienter psykisk

Det er ikke kun fysisk, at overbelægningen på sygehuset påvirker patienten. Det går nemlig også hårdt udover patienternes psyke, når de enten skal ligge på gangen eller flyttes til en helt anden afdeling.

- Når vi skal ind og fortælle patienterne det, bliver de ofte ret kede af det, fordi det betyder, at de skal skifte personalegruppe. Så det er ikke rart for de patienter, der allerede er indlagt, siger overlæge Marianne Severinsen.

På grund af brandsikkerheden er det ikke tilladt at opsætte forhæng på gangene. Derfor ligger patienterne i senge uden afskærmning.

Man overskrider en masse blufærdighedsgrænser, når man ligger på gangen. De ligger på en seng, hvor alle kan se, hvad der foregår. Det kan være blebrugere eller iltkrævende patienter, siger sygeplejerske Lotte Andersen.

Socialdemokratiet og SF har efter DRs afsløringer indkaldt sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) i samråd om de kritiske problemer med overbelægning på Aalborg Universitetshospital.