Lægeorganisation: Nyt gebyr kan få vagtlæger til at stoppe

Et gebyr på 4.000 kroner kan få konsekvenser for en i forvejen udfordret profession, mener læger.

Fra 1. januar skal landets vagtlæger betale et årligt gebyr på 4.000 kroner. Arkivfoto (© Colourbox)

- Vi risikerer at miste nogle vagtlæger, vi i forvejen har alt for få af.

Sådan lyder det fra de Praktiserende Lægers Organisation (PLO) i Nordjylland, efter at Folketinget har pålagt dem nye gebyrer.

Fra 1. januar bliver alle landets vagtlæger nemlig pålagt et årligt gebyr på 4.000 kroner, som hver læge skal betale.

Almindelige praktiserende læger betaler i forvejen gebyret, så for dem er det ikke nyt, men fra mandag rammer gebyret altså også vagtlægerne.

Det sker for at finansiere det risikobaserede tilsyn, som skal være med til at sikre patientsikkerheden.

Formand for PLO Nordjylland, Annemette Alstrup, er bekymret for, at vagtlægerne stopper på grund af gebyret.

- Det bliver reelt et gebyr for at få lov til at arbejde i lægevagten. Det vil få nogle af vagtlægerne til at ønske ikke at deltage i lægevagten, forudser hun.

Ifølge hende handler det ikke om beløbets størrelse.

- De her vagtlæger er ikke omfattet af det risikobaserede tilsyn. De kommer til at betale et gebyr for noget, der ikke direkte vedrører dem, mener Annemette Alstrup.

Socialdemokratiet er et af de partier, som har været med til at vedtage lovændringen. Men nu åbner partiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, for, at der skal kigges på indførslen af gebyret en ekstra gang.

- Overordnet har vi lavet en god lovændring, men viser det sig, at der er nogen uhensigtsmæssigheder, hvor de unge læger, der har meget få vagter, synes, at det her gebyr er for stort, så synes jeg bestemt, at man skal kigge på det, siger han.