Nordjyske kommuner: Regionen sender regningen videre til os

Når patienterne skal hurtigere hjem fra sygehusene, frygter kommunerne store regninger.

Når patienterne skal hurtigere hjem, så frygter de nordjyske kommuner, at de ender med at betale for noget, regionen før betalte. (Arkivfoto) (Foto: © tkobosz, stock.xchng)

Når patienterne skal hurtigere hjem fra deres hospitalsophold på regionens, så ender kommunerne med regningen. Sådan lyder det fra både Hjørring og Mariagerfjord kommuner.

- Når nu regionerne sparer, så overlader de nogle opgaver til kommunerne, som vi i virkeligheden ikke har budgetter, siger næstformand i Hjørring Kommunes sundhedsudvalg, Mai-Britt Beith Jensen (S).

Hun mener, at kommunerne bliver stillet i en umulig situation, når regionerne sender patienterne tidligere hjem, uden at aftale det med kommunerne.

Patienterne skal hurtigere hjem

I går kom Region Nordjylland med sit sparekatalog for 2016. Her skal regionen spare 350 millioner kroner, og nogle af pengene skal komme fra kortere indlæggelsestider.

Derfor fremsatte regionen målet om, at få flere patienter bliver ambulant behandlet og dermed hurtigere sendt hjem.

De flere ambulante behandlinger skal være med til at spare regionen for de 200 millioner, som regionen vil spare på sygehusene næste år.

Velfærden rammes af besparelser

Derfor bliver kommunerne nødt til at flytte om på pengene i næste års budget. Sådan lyder det både fra Hjørring og Mariagerfjord.

- Hvis vi ikke omprioriterer, så får det konsekvenser både for vores borgere og for vores personale, som nu skal løse en større opgave, siger næstformand for sundhedsudvalget i Rebild Kommune, Henrik Christensen (S).

I Hjørring Kommune er Mai-Britt Beith Jensen enig i, at en omprioritering bliver nødvendig, men håber på støtte fra regeringens sundhedspulje, da en omprioritering blot giver problemer på andre områder.

- Der, hvor man vil kunne komme til at mærke det, er på det mindre akutte plejebehov - så det er typisk de ældre eller vores børn i skolerne, det vil gå ud over, siger hun.