Norlys har rekordoverskud, mens Lars betaler 38.000 kroner for energi: 'Jeg føler mig lidt røvrendt'

Norlys har et overskud, der er mere end otte gange højere end året før.

Norlys-kunden Lars Jakobsen har droppet rejser, koncerter og renoveringer på sit hus, fordi pengene i stedet må gå til høje regninger. (© privat)

Rettelse: Tidligere stod der i artiklen, at Norlys ikke vil give rabat til deres kunder. Det er ikke korrekt. De vil give rabat til deres 800.000 andelshavere. DR beklager fejlen.

I dag har Danmarks største energiselskab, Norlys, præsenteret deres regnskab for 2022.

Det har Norlys tjent gennem blandt andet investeringer.

Mens overskuddet bugner hos Norlys, er det en anden historie hos nogle af deres kunder.

En af dem er 50-årige Lars Jakobsen fra Skarp Salling i Vesthimmerland.

Hans hus bliver varmet op med gas, som han får fra Norlys. Og det har sat sine spor i budgettet.

Siden Rusland invaderede Ukraine og en forsyningskrise brød ud, har Lars Jakobsen været nødt til at sætte 38.000 kroner af til gas og strøm for et år.

Her er det primært gas, der spiser budgettet.

- Når man hører om sådan et overskud hos Norlys, føler man sig lidt røvrendt. Der er folk, der sidder meget hårdt i det, og så kan det ikke passe, at de skal køre store overskud hjem, siger Lars Jakobsen, der er teamleder på dørfabrikken Jeld-Wen, og fortsætter.

- Jeg synes, at Norlys selvfølgelig skal have betalt deres udgifter, men de behøver vel ikke et overskud, der er større end året forinden.

Tidligere har Lars Jakobsens budget til gas og strøm ligget på cirka 18.000 kroner for et år.

Renovering og rejser udskydes

Lars Jakobsen har hævet sit budget med cirka 20.000 kroner, fordi han sidste år fik store gasregninger.

Det har betydet, at han har måttet udskyde renoveringer på sit hus, fordi penge fra opsparingen er gået til gas og strøm.

- De penge forsvinder jo bare. Jeg føler ikke rigtigt, at jeg får noget ud af dem. Det er selvfølgelig træls, når huset kunne trænge til en god renovering, siger Lars Jakobsen.

Også rejser og koncerter er blevet droppet, efter at energipriserne er steget.

Lars Jakobsen er ikke den eneste i byen Skarp Salling, der har mærket, at energipriserne er strøget i vejret.

I byen har mange gasvarme, og der har derfor tidligere været afholdt borgermøder for at lægge en plan for, hvordan energikrisen kunne klares.

- Det er klart, at folk i byen er mærket af det. Nogle er flyttet fra byen, og folk sætter deres huse til salg. Men hvis de kun har gas som energikilde, så kan de ikke få husene solgt, siger Lars Jakobsen.

Han skal selv nu have pengepungen frem igen, da han skal have installeret en varmepumpe.

Vil investere i grøn energi

Norlys har meldt ud, at de vil give rabatter til deres 800.000 andelshavere. Det er deres elkunder, som har en N1-måler.

Præcist hvor meget, de vil bruge på rabat, er ikke besluttet endnu, men Norlys har budgetteret med én milliard kroner til rabatter.

Størstedelen af overskuddet skal dog bruges til at investere i vedvarende energi.

Det er ifølge direktør, Niels Duedahl, vejen til, at kundernes regninger i fremtiden vil være lavere.

Niels Duedahl, adm. direktør i Norlys. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

- Det er ikke kun et spørgsmål om, at vi har tjent nogle penge på den korte bane. Det er også et spørgsmål om at stille os i stand til at accelerere udviklingen af sol- og vindenergi i Nordeuropa. Det vil få priserne ned på den lange bange, siger Niels Duedahl.

Niels Duedahl ser investeringer i vedvarende energi som mere effektivt til at sænke prisen på energi end at give kunderne rabat på deres regninger nu og her.

- Jeg kan godt forstå, at kunderne er frustrerede. Men vi skal prioritere at løse det strukturelle problem. Det er langt vigtigere end at give kortsigtede rabatter, siger Niels Duedahl.