Svedende fodboldspil og temperaturer omkring 28 grader kræver vand. Masser af vand.
Når verdens tredjestørste fodboldturnering for unge i disse sommerdage afvikles i Hjørring, får deltagerne besked om at drikke op mod to liter vand imellem hver kamp.
Det er ifølge turneringens cheflæge, Mads Lynge, tydeligt at se, når spillerne får for lidt væske og begynder at dehydrere.
- Man bliver konfus og helt rundt på gulvet og kan faktisk også blive meget agressiv. Og i værste tilfælde kan man jo så besvime og få det, man kalder for solstik, siger han.
Hvordan kan man spotte dehydrering?
De første tegn er ifølge lægen, at man får tørre slimhinder og tør hud og ikke kan præstere det samme på banen, som man plejer.
Lasse Christensen fra fodboldklubben Lundergård er en af de unge spillere, der har fået en advarsel om konsekvensen af for lidt væske.
- Da vi var i Barcelona sidste år var der nogle, der dehydrede og fik det rigtig dårligt på hotellet, siger han.
Op mod 30.000 gæster i Hjørring
1.011 hold fra 45 forskellige nationer deltager i den over 30 år gamle Dana Cup turnering i Hjørring, hvor der spilles kampe fra morgen til aften.
Som noget nyt har spillerne i år også spande ved sidelinien, hvor de kan afkøle sig med koldt vand og klude.
De bedste råd mod dehydrering er ifølge cheflæge Mads Lynge at få nok væske, afkøling i skygge eller vind, og at man bærer så lidt tøj som muligt.