Direkte og personlig kontakt giver lærepladser.
Det er erfaringen på Tech College i Aalborg, der har brugt tid på at banke på dørene hos elektrikere for at få dem til at tage lærlinge. Med held.
I flere steder af Nordjylland er det nærmest umuligt at opdrive en uddannet elektriker, og kunder står mange steder i kø for at få lavet el-arbejde.
Og det er paradoksalt, når mange unge på Tech College tripper utålmodigt for at gøre deres uddannelse færdig. I foråret måtte næsten 80 elektriker-elever i praktik på skolen, fordi det ikke var lykkedes dem at skaffe en praktikplads hos en virksomhed.
Det fik Tech College til at vælge den direkte kontakt til virksomheder, og i dag er antallet af elektriker-elever i skolepraktik på under 25.
Virksomheder bør tage ansvar
- Vi ved at der er rigtig meget at lave derude, og derfor appellerer vi virksomhederne til at tage det sociale ansvar, der sikrer at der uddannes ny elektrikere, siger uddannelseschef Per Kristensen.
En af de virksomheder, der valgte at tage nye elever ind, var KT Elektrik i Aalborg.
- Vi var ikke klar over, at skolen havde så mange elever gående, siger afdelingsleder for serviceafdelingen i KT Elektrik, Kim Buus.
Efter besøget fra Tech College valgte virksomheden at tage tre lærlinge og den ene af dem har de endnu. I øjeblikket har de ikke planer om at tage flere lærlinge.
Flere uddannelsesaftaler
- Men vi har et ansvar for at uddanne ny elektrikere, og kan få behov for afløsere, når svende finder en anden branche eller går på pension, siger Kim Buus.
Den personlige kontakt til virksomhederne har også givet mange flere uddannelsesaftaler. I år er der lavet i alt 177 uddannelsesaftaler - på samme tidspunkt i fjor var antallet kun 118.