Stort slagteri må dreje nøglen om: Landmænd sender svin til slagtning i udlandet

Faldet i slagtninger skyldes, at vi eksporterer mindre svinekød udenfor EU end tidligere.

Ifølge Danish Crown er andelen af grise, der slagtes hver uge, faldet med ti procent. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix Denmark)

Rettelse: Ordstillingen er blevet ændret i rubrikken.

Hos Danish Crown har man forklaret, at man føler sig nødsaget til at lukke slagteriet, fordi der sendes færre grise til slagtning end tidligere.

Ifølge virksomheden er antallet af grise, der hver uge slagtes i Danmark, faldet med over ti procent det seneste år.

- Vi er nødt til at tilpasse vores samlede kapacitet i Danmark på slagtegrisproduktion. Vores udfordring er, at antallet af grise, der bliver leveret indtil slagtning, falder kontinuerligt. Og det har det gjort i en årrække, siger produktionsdirektøren i Danish Crown, Per Laursen.

En stor del af forklaringen, på at færre svin sendes til slagtning i Danmark, skal findes i lande langt fra Danmark - nemlig Kina og Japan.

Kina og Japan har nok svin

Danmark har eksporteret meget af sit svinekød til Kina og Japan tidligere. Her blev svinene slagtet i Danmark.

Men i disse år er efterspørgslen på svin fra lande som Japan og Kina ikke lige så høj som tidligere.

- Kina er i højere grad begyndt at producere deres egne svin, mens Japan har store lagre med svinekød, siger Klaus Kaiser, der er erhvervsøkonomisk chef hos SEGES Innovation, der er en non-profit organisation indenfor landbrug.

I stedet må Danmark eksportere svinekød til EU-lande til en lavere pris. Her sender man også smågrisene til lande som Tyskland, Holland og Polen, hvor smågrisene bliver fedet op og slagtet.

Det er nemlig en bedre forretning for svineproducenterne end at slagte grisene i Danmark.

- Den pris, som eksempelvis tyskerne kan give for grisene, er væsentligt højere, end hvad danske slagterier kan give. Svineproducenterne tjener dermed mere ved at sende grisene til udlandet, fordi de får en højere pris per kilo grisekød, siger Klaus Kaiser.

Svineproducenter taber penge

En lignende melding kommer fra den nordjyske landbrugsorganisation LandboNord, hvor de ikke nødvendigvis er overraskede over dagens melding om, at et helt slagteri må lukkes.

Hos LandboNord oplever de nemlig også, at der er flere svineproducenter, som sender deres svin til udlandet for at få dem opfedet og slagtet.

- Der er et misforhold i øjeblikket. Hvis man leverer grise til et dansk slagteri, gør man det med et tab som udgangspunkt. Hvis man derimod sælger til eksport, gør man det med gevinst, siger Torben Farum, der er formand i LandboNord og svineproducent.

- Det har måske fristet nogen danske landmænd til at gå den vej i stedet for.

Der er generelt færre svin i Danmark end tidligere. Det skyldes blandt andet, at det er blevet dyrere at være svineproducent som energi og foder er blevet dyrere. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix Denmark)

Der er færre svin i Danmark

Nedgangen i antallet af slagtninger skyldes ikke kun, at svineproducenter i højere grad får slagtet deres svin i udlandet.

Der er generelt færre svin i Danmark, end der har været tidligere - og dermed også færre svin at slagte. Det viser tal fra Danmarks Statistik. I juli 2022 var der næsten én million færre svin i Danmark end året før. Det er et fald på 7,5 procent.

Det mærker man også hos LandboNord.

- Vi bliver færre og færre landmænd, og der er generelt færre svin. Det er der ingen tvivl om, siger Torben Farum.

Faldet i antallet af danske grise skyldes to ting, ifølge Klaus Kaiser fra SEGES Innovation. En del af forklaringen er, at der sendes flere grise til udlandet til slagtning, fordi det giver en bedre pris.

Den anden årsag er den omkostningsstigning, der har været i kølvandet på krigen i Ukraine, hvor eksempelvis energi og foder til svinene er blevet dyrere.

- Det har forringet driftsøkonomien hos griseproducenterne. Derfor er der mange, der har benyttet lejligheden til enten at drosle ned i forhold til deres griseproduktion eller helt tømme deres stalde for grise, så de kan sanere staldene, der er en særlig rengøring af staldene, indtil priserne på grisene bliver højere eller omkostningerne bliver lavere, siger Klaus Kaiser.