En 278 millioner kroner stor investering i en ny tre kilometer lang jernbane fra Lindholm, der skal forbinde banegården i Aalborg med Aalborg Lufthavn er tæt på at være penge ud af vinduet.
Det mener Anker Lohmann-Hansen, nu pensioneret trafikforsker fra Aalborg Universitet.
- Det er mere et politisk projekt, end det er et samfundsøkonomisk projekt, siger han.
- Man har nogle regnemetoder til af finde ud af, hvilke trafikprojekter der gør mest gavn, og det projekt derude (ved Aalborg Lufthavn red.) gør absolut ingen gavn.
Anker Lohmann-Hansen har selv lavet en opgørelse, der giver et billede af, hvor mange der vil bruge jernbanen, og resultatet imponerer ikke.
- Min undersøgelse viser, og resultatet fra Banedanmark er det samme, at det er en meget dårlig samfundsmæssig forretning. Der er meget få passagerer, der vil med. Jeg har regnet ud, at der kommer til at være cirka tre passagerer pr. tog, og det er ikke ret mange, siger Anker Lohmann-Hansen.
Beslutningen om at lave den nye jernbane blev i tirsdags vedtaget i Folketinget, og selvom det ad flere omgange har mødt kritik, har trafikordfører Rasmus Prehn (S) stor tiltro til, at projektet vil blive en god investering.
- Jeg er enig med Anker Lohmann-Hansen så langt, at der til at starte med nok vil være halvtomme tog, men jeg har en helt anden optimistisk tilgang, siger han.
- Da man åbnede for tog til Københavns Lufthavn, var der også mange, der havde en negativ tilgang. Men nu er det de fleste, som tilgår lufthavnen via kollektiv trafik. Folk vil bruge toget, selvom man selvfølgelig ikke kan sammenligne Aalborg og København direkte, siger Rasmus Prehn.
Han henviser også til, at man i forbindelse med jernbanestrækningen til lufthavnen vil lave et nyt klargøringsanlæg for DSB-tog.
Det er en investering, man i forvejen skulle lave for at skåne naboer til det nuværende klargøringsanlæg i Lindholm for store støjgener.
Et tredje argument er, at en togforbindelse også skal komme flyrejsende fra eksempelvis Aarhus, Vejle og Odense til gode. Og ikke alene folk bosiddende i Aalborg, hvor der i forvejen er fine alternativer i form af gode busforbindelser til lufthavnen.
Men under alle omstændigheder er der projekter i den kollektive trafik, som det giver meget bedre mening at investere i, pointerer Anker Lohmann-Hansen.
Man får ganske enkelt for lidt for de 278 millioner kroner til en ny lufthavnsjernbane.
- Aalborg Lufthavn har jo bilen som den store konkurrencefordel, fordi man kan parkere gratis, og det ved folk længere ned i Jylland godt. Det kan et tog, hvor man nogle gange må vente en time, jo slet ikke konkurrere med, siger Anker Lohmann-Hansen.
Udgiften til det omtalte klargøringsanlæg til DSB's tog udgør omkring 15 millioner kroner af de samlede 278 millioner kroner til en ny lufthavns-jernbane.