2.200 benamputeredes journaler er gransket: ’Det, der lignede en skandale, er ikke en skandale’

Knap 200 benamputerede kan muligvis få et større beløb udbetalt i erstatning.

Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) mener ikke længere, at amputationssagen kan kaldes en skandale. (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

Først lød det, at 150 benamputerede patienter i Region Midtjylland kan have krav på erstatning på grund af mulig fejlbehandling.

Men yderligere 390 journaler er nu gennemgået af specialister, og det får tallet til at vokse til 194.

Dermed kunne knap hver tiende benamputerede borger i Region Midtjylland i en tiårig periode muligvis have undgået amputation med den rette behandling.

Den gruppe af patienter skal nu afgøre, om de vil klage til Patienterstatningen og få vurderet, om de kan få udbetalt et større beløb i erstatning.

De mange amputationsforløb er gennemgået, efter at Region Midtjylland i april offentliggjorde en opsigtsvækkende analyse lavet af professor Kim Houlind.

Flere benamputerede har klaget til Patienterstatningen allerede. Fire borgere i Region Midtjylland har fået tilkendt erstatning indtil videre.

Den viste, at op mod 47 patienter om året muligvis kunne have undgået eller fået udskudt deres benamputation.

Men det tal holder ikke længere, meddeler Anders Kühnau, der er regionsrådsformand i Region Midtjylland. For med 194 patienter med et muligt krav om erstatning er tallet nærmere 20 om året.

- Tallet 47 fra den oprindelige analyse er der ikke belæg for. Det, der så ud til at være en skandale, er ikke en skandale, men det har selvfølgelig stadig berørt nogle patienter. Derfor vejleder vi også de her 194 patienter om at søge erstatning, siger han.

Mange ressourcer er brugt

I august viste en større national analyse fra Regionernes Kliniske Kvalitetsdatabase, at der er store regionale forskelle i antallet af benamputationer. Særligt Region Sjælland stak ud med mange amputationer, mens Region Midtjylland lå midt i feltet.

Allerede her stod det klart, at antallet af mulige fejlbehandlinger formentlig ville være noget lavere end de 47 om året, som fremgik af den oprindelige analyse.

Selvom tallet ikke længere er 47, erkender Anders Kühnau, at den oprindelige analyse har rusket op i sundhedsvæsenet.

- Sagen har kastet lys på et område af sundhedsvæsenet, som tydeligvis trænger til et løft. Derfor er vi nu i gang med at sikre bedre behandling, siger regionsrådsformanden.

Men 194 patienter, der muligvis fejlagtigt har fået amputeret et ben, lyder ret skidt for et sundhedsvæsen?

- Det er over en tiårig periode, og når vi kigger på den faglige praksis i Region Midtjylland, ligger vi ikke dårligere end regionerne samlet set. Vi har ligget nogenlunde stabilt i de seneste mange år. Så jeg vil ikke længere kategorisere det som en skandale.

- Men vi vil gerne forebygge endnu flere amputationer. Derfor har vi iværksat en række tiltag i regionen og også afsat økonomi til det fra politisk side. Og vi har så skrevet ud til de her 194 patienter og vejledt om erstatning, siger Anders Kühnau.

Uden analysen fra foråret havde I jo ikke fundet de 194 benamputerede patienter?

- Det er rigtigt. Så havde vi ikke gennemgået over 2.200 patientforløb og brugt temmelig mange ressourcer på det. Man kan selvfølgelig altid stille sig selv det spørgsmål, om vi skulle have sat så meget i gang for det her. Men man må sige, at vi har lært noget af den her sag, vi har lært temmelig mange ting, siger Anders Kühnau.

Professor føler sig ikke underkendt

Han henviser blandt andet til, at det er kommet frem, at Region Nordjylland og Region Hovedstaden har formået at nedbringe antallet af amputationer, mens Region Midtjylland har ligget stabilt i mange år.

Selvom der ifølge Anders Kühnau og Region Midtjylland ikke er belæg for at bruge tallet 47 i den oprindelige analyse, føler forfatter og professor Kim Houlind sig ikke underkendt.

- Der er jo forskel på, om man kan få en erstatning fra Patienterstatningen, og om man kunne have reddet benet, hvis alt havde været optimalt. Det eneste, jeg har vist, er en statistisk forskel imellem forskellige steder i landet, siger Kim Houlind.

Han mener, at den oprindelige analyse har vist, at der er et problem, men også at man kan gøre noget ved det.

- Så nej, jeg føler mig ikke underkendt. Nærmest tværtimod, siger Kim Houlind.

Foreløbig har 262 benamputerede borgere på landsplan søgt om erstatning hos Patienterstatningen. 160 af dem bor i Region Midtjylland.

Senere i december lander en uvildig undersøgelse af karkirurgien i Region Midtjylland, der også har gransket ledelsens ansvar.

Flere regioner undersøger lige nu benamputeredes journaler. Senest har Region Syddanmark besluttet at udvide deres undersøgelser, så de omfatter samtlige patientforløb i de seneste ti år.