Aarhus 2017 er tæt på at have alle pengene i hus

Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 har netop modtaget 18 millioner kroner fra fire fonde.

Kulturhovedstad Aarhus 2017 med Rebecca Matthews i front skal finde 96 millioner kroner ved fundraising. De 83 millioner er nu sikret (arkivfoto). (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Pengene strømmer til Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Senest har kulturhovedstaden modtaget 18 millioner kroner fra fire fonde, heriblandt A. P. Møller Fonden og Det Obelske Familiefond.

Det bringer det samlede bidrag fra fonde, sponsorater og EU op på 83 millioner kroner. Dermed er Aarhus tæt på at have samlet de knapt 96 millioner kroner, der skal komme fra fundraising.

Administrerende direktør for Aarhus 2017, Rebecca Matthews, er taknemmelig for støtten, der nu gør det muligt at gennemføre det ambitiøse program.

- Vi fortsætter naturligvis med at fundraise, så vi kan skabe et endnu stærkere kunstnerisk ambitiøst program, siger hun.

De seneste bidrag er øremærket til konkrete projekter.

A.P.Møller Fonden støtter således en ballet, som kunsteren Olafur Eliasson er inde over, og Danmarks første internationale litteraturfestival for børn og unge, hvor nogle af verdens førende børnebogsforfattere og illustratorer kommer. Donationen fra Det Obelske Familiefond bidrager til projektet Artists Coast to Coast, hvor en række anerkendte internationale kunstneres værker bliver præsenteret på landevejstrækninger og på åbne pladser - på tværs af Region Midtjylland.

Det overordnede tema for Aarhus som kulturhovedstad 2017 er i øvrigt Let's Rethink.

Det samlede budget, som også staten, Region Midtjylland og regionens kommuner bidrager til, er 420 millioner kroner.