Et retningsskift, et vrid og et smæld.
Det var lyden af to skadede menisker og et overrevet korsbånd i venstre knæ.
Sådan sluttede allerførste turneringskamp i kvindefodboldens bedste liga for AGFs 29-årige anfører Christina Ravn.
- Det lød, som om nogen stod og klappede inde i mig, så højt var smældet. Og derefter kom så en helt afsindig smerte, siger hun.
Samtidigt brast den livslange drøm om at trække den hvide AGF-trøje over hovedet og spille med i den bedste danske kvindeliga. I hvert fald for nu, for først skal knæet kunne holde til en operation, og så - et år efter operationen - må Christina Ravn spille fodbold igen.
- Jeg har været AGF-fan hele livet, så tanken om at få drømmen realiseret var næsten uvirkelig. Når sådan noget så sker, er det bare forfærdeligt, siger hun.
Væsentligt færre skader under corona-pause
Sportsskader har ellers været et sjældent syn de seneste mange måneder, hvor der både har været sommerferie og et forår, hvor holdsporten blev sat ud af drift for at nedbringe coronasmitten.
Lægevagten i Region Midtjylland har i løbet af sommeren oplevet næsten en halvering i antallet af henvendelser om skader, og også de praktiserende læger har skrevet langt færre henvisninger.
Det fortæller praktiserende læge og praksiskoordinator i Region Midtjylland Jens Gram-Hansen.
- Det var fra dag til dag, at vi sendte væsentligt færre til billeddiagnostik med røntgen og MR-scanning. Det er lige så stille ved at komme op på normalniveau igen, men vi er der ikke endnu, siger han.
Det er blandt andet på Jyllands største idrætsklinik på Regionshospitalet Silkeborg, at de tager imod henvisninger om sportsskader fra de praktiserende læger.
Her kan klinikchef og overlæge Kaspar Saxtrup også skrive under på, at der kommer langt færre nye patienter med overrevne korsbånd og forvredne skuldre.
- Vi får dem ind i et mindre omfang og med en anden type skader, fordi de ikke har kunnet dyrke sport i fællesskab og med en modstander, siger han.
Den lange pause er ifølge overlægen også en god grund til at tænke sig om, når man går i gang med at dyrke holdsport igen.
- Det nytter ikke noget, at man har ligget stille i et halvt år og så går ud og laver det, man gjorde for et halvt år siden. Det er ikke godt. Det gælder om at starte gradueret op, varme ordentligt op, lave knæøvelser og styrkeøvelser og tænke sig godt om, siger Kaspar Saxtrup.
Elitesportsudøverne er særligt hårdt ramt
Skiftet tilbage til en hverdag med sport og risikoen for skader ser ud til særligt at ramme dem, der dyrker sport på eliteplan.
Normalt fylder de ikke ret meget på idrætsklinikken i Silkeborg, men i øjeblikket ser Kaspar Saxtrup og kollegerne mellem 20-30 elitesportsudøvere med skader om ugen. Det er næsten tre gange så mange som normalt.
- Det virker som om, at de har skullet kick-starte igen. Måske kommer de også fra en periode, hvor de selv har skullet stå for træningen uden en fysioterapeut eller en træner, og nu ser vi altså en del, der kommer ind med både belastningsskader og desværre også med alvorlige knæskader, særligt blandt kvinderne, siger Kaspar Saxstrup.
Dét billeder præger også virkeligheden for AGFs kvindehold. For uheldet har ikke kun ramt Christina Ravn. Faktisk er holdet lige nu nede med tre spillere, som er ude på grund af skader.
Om det skyldes sort uheld eller corona-pause, tør Christina Ravn kun gisne om.
- Vi har jo været fri fra kontaktsport i rigtig lang tid. Det er næsten nødt til at have en betydning, tænker jeg, lyder det fra anføreren, der nu må se med fra sidelinjen.
- Vi har jo ikke kunnet være i aggressive retningsskift, taklinger og alt det, hvor man virkelig skal presse knæet. Vi har heller ikke kunnet komme til styrketræning og få løftet tunge vægte, squatte og belaste kroppen ekstra.
Nu venter der Christina Ravn et noget anderledes efterår og nogle helt andre kampe, end dem hun havde håbet. Men hun er opsat på at vinde.
- Jeg vil tilbage, og jeg vil arbejde stenhårdt for, at det kommer til at ske, siger hun.