Mølleskolen i Ry kunne ikke forhindre, at en 16-årig dreng i sidste uge blev udsat for et overfald med brændende benzin af elever fra samme skole.
Sådan lyder det fra borgmesteren i Skanderborg Kommune, Jørgen Gaarde (S). I en redegørelse, der netop er blevet offentliggjort, gør kommunen klart, at der har været et højere konfliktniveau på den årgang, de involverede i benzinoverfaldet i Ry går på, end på kommunens øvrige skoler. Der var også flere konflikter end landsgennemsnittet.
Desuden var der blot seks dage før overfaldet et håndgemæng mellem to af de involverede i overfaldet.
Kommunen konkluderer i redegørelsen, at skolen har arbejdet både omfattende og mangfoldigt med trivslen.
- Der vil være en meget hård dom at fælde over al skolens arbejde, at det ikke har været professionelt, velovervejet og metodisk. Men det her giver naturligvis anledning til både politisk og på skolen at se på, om indsatsen skulle have været anderledes. Men der er dokumentation for, at det arbejde, der er lavet på skolen, har et højt niveau, siger borgmesteren.
Han slår fast, at han har stor tillid til Mølleskolen og skolens arbejde.
- Jeg ser sikker på, at man har behov for at kunne få genoprettet noget af det, der har lidt skade her. Men jeg er glad for at kunne sige, at skolen generelt er velfungerende, siger han.