Dyrere musiknavne presser Smukfest: Festen i bøgeskoven vil have flere gæster

Markant større omkostninger får festivalen til at undersøge muligheder for at udvide.

En fuld festivalplads til Dizzy Mizz Lizzy på Smukfest i 2015. Nu vil festivalen gerne udvide, så der kan blive råd til stadig dyrere musiknavne. (ARKIVFOTO) (Foto: © Axel Schütt, Scanpix)

Musikfestivalen Smukfest i Skanderborg skal være endnu større, end den er nu, hvor der er op til 34.000 daglige gæster i skoven.

Det er nemlig blevet dyrere at lave festival. Ikke mindst fordi de store musiknavne bliver stadig dyrere at hyre, forklarer ordførende direktør for Smukfest Søren Eskildsen.

- Vi er i gang med at kigge på, hvordan vi kan indrette vores festivalskov, så vi kan være lidt flere mennesker. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os at kunne tilbyde vores gæster den allerfedeste festival i Danmark, siger Søren Eskildsen.

Smukfest skal ikke op i Roskilde-størrelse eller finde en dyrskueplads for at få plads nok, understreger Søren Eskildsen. Men ellers er alt åbent.

- Der er ingen konkrete tal på bordet. Vi er midt i en meget åben proces med alle interessenter. Det gælder både det politiske lag, embedsværk og græsrodsbevægelser. Vi vil gerne have en bred og åben dialog med alle, der har noget at gøre med festivalen, om den ramme, vi er i.

Men hvorfor det vokseværk for Smukfest?

- Det er blevet dyrere at producere festivalen. Der er markant øgede omkostninger, og derfor er vi nødt til at se på de muligheder, vi har for at fastholde den høje kvalitet, siger Søren Eskildsen.

Konkurrence om kunstnerne

Den ordførende direktør erkender, at det også sker, fordi festivalbranchen efterhånden kræver, at man er ekstraordinær. I Smukfests tilfælde er det lig med endnu større kunstnere. Kunstnere, som koster flere og flere penge i en stigende dansk og international konkurrence om musikpublikum.

- Vi sætter det musikprogram, det kræver at give publikum en oplevelse, der går op i en højere enhed. Med de omkostninger, der er forbundet med det, siger Søren Eskildsen.

Det kan altså kun blive til virkelighed, hvis festivalen får lov til at blive endnu større med flere besøgende til at betale gildet.

- Vi er i hvert fald ved at afsøge, om det kan lade sig gøre, siger Søren Eskildsen, der til gengæld ikke kan sige mere om, hvad udvidelsesplanerne vil komme til at betyde for området i og omkring Bøgeskoven.

Smukfest skal lave en ny plan for festivalen sammen med Skanderborg Kommune til 2020-udgaven.