Efter et år har politiet ikke kigget på sagen: Martin var tæt på kollision med færge

Min retsbevidsthed er krænket, siger den aarhusianske lystsejler.

Aarhusianske Martin Barnkop har sejlet i 45 år og har aldrig oplevet noget lignende det, han var ude for i sin sejlbåd i slutningen af juli 2021. (Foto: © (privatfoto))

En flot sommermorgen for halvandet år siden stævner Martin Barnkob og hans kone ud i deres sejlbåd fra Mårup Havn på Samsø.

Kursen sættes mod Egå Marina lidt nord for Aarhus. Men kort efter flyder deres sejlbåd uventet ind i tæt tåge.

- Og pludselig dukker hurtigfærgen fra Samsø op ud af tågen, cirka 50 meter foran os. Min kone råber "der kommer en". Jeg når lige at manøvrere, og så passerer færgen os med få meters afstand, fortæller Martin Barnkob.

Han har sejlet i 45 år og aldrig oplevet noget lignende.

- Jeg synes, vores liv har været i fare, og at der er tale om vanvidssejlads. Derfor har færgen ifølge min vurdering brudt straffeloven.

- Paragraf 252 siger, at man ikke må forvolde nærliggende fare for nogens liv eller førlighed. Det synes jeg, de gjorde her. Det her er lige så alvorligt som vanvidskørsel, og det er der jo virkelig opmærksomhed på, siger Martin Barnkob, der arbejder som psykolog og bor i Risskov.

Han mener, at hurtigfærgen burde have sejlet langsommere og i langt højere grad have taget højde for den nedsatte sigtbarhed på grund af tæt tåge.

Afventer ledige efterforskningsressourcer

Kort efter episoden ringer han til politiet, som henviser til Søfartsstyrelsen.

Styrelsen politianmelder først episoden, der fandt sted 27. juli 2021, den 24. februar 2022.

Hurtigfærgen Lilleøre sejler dagligt mellem Aarhus og Samsø. (Foto: © Japp Production)

Søfartsstyrelsen oplyser i dag, at sagbehandlingstiden i denne sag har været noget længere end normalt.

Det skyldes ifølge styrelsen midlertidigt ubesatte stillinger i sommeren og efteråret 2021 i den enhed i Søfartsstyrelsen, der behandler anmeldelsessager vedrørende hændelser til søs.

Men ikke desto mindre har Martin Barnkob intet hørt fra politiet. Anmeldelsen har ligget hos politiet i snart et år.

- Det krænker simpelthen min retsbevidsthed. Jeg synes jo, at der skal statueres et eksempel med den her sag, siger han.

Østjyllands Politi bekræfter i en mail, at sagen er politianmeldt, men de skriver også, at "sagen afventer ledige efterforskningsressourcer".

De seneste tal fra politiets egne statistikker viser, at sagsbehandlingstiden fra anmeldelse til sigtelse er stigende i langt de fleste politikredse – også hos Østjyllands Politi.

Peter var vidne fra øverste dæk

Episoden med Martin Barnkobs sejlbåd og hurtigfærgen, der sejler mellem Sælvig på Samsø og Aarhus, blev overværet af Peter Nielsen fra Silkeborg.

Peter Nielsen er selv ivrig lystsejler. Han er lige som Martin Barnkob fortørnet over, at episoden med hurtigfærgen endnu ikke er blevet afklaret. (Foto: © Theis Lange Olsen/DR Østjylland)

Han befandt sig ombord på hurtigfærgen den sommermorgen i 2021 og så, hvad der skete fra det øverste dæk.

- Tågen gjorde, at der var fuldstændig lukket for udsyn. Jeg kan se på en skærm på færgen, at den sejler lidt under 30 knob (cirka 50 kilometer i timen, red.). Og så ser min svoger og jeg en mast, der farer forbi vinduet, fortæller silkeborgenseren, der selv er erfaren lystsejler.

Ifølge Peter Nielsens vurdering taler vi om en afstand på omkring to meter mellem sejlbåden og hurtigfærgen, da de passerer hinanden.

- Vi bliver ganske chokerede. Jeg springer ned bag i hurtigfærgen for at se, hvordan sejlbåden klarer bølgen bag færgen, men jeg kan intet se på grund af tågen, siger Peter Nielsen, der undrede sig over, at hurtigfærgen ikke vendte om for at tjekke sejlbådens tilstand.

Ifølge en række kort, der viser hurtigfærgens færden den 27. juli 2021, blev farten først nogle minutter senere sat ned til omkring 20 knob (37 kilometer i timen, red.).

Dette kort viser, at Lilleøre den 27. juli 2021 klokken 9:41 - ud for Samsøs nordvestlige kyst og nord for Tunø - sejlede med knap 26 knob. Kortet viser også fritidsfartøjer i området på samme tid. (© Søfartsstyrelsen)

Da hurtigfærgen lægger til kaj på Samsø konfronterer Peter Nielsen kaptajnen med det, han har oplevet ombord. Kaptajnen mente ifølge Peter Nielsen, at han havde taget højde for sejlbåden.

- Det var ikke enige i, og så sluttede den samtale, siger han.

Opkald fra chefkaptajn

Episoden betyder dog, at Samsø Rederis chefkaptajn samme dag kontakter Martin Barnkob

Chefkaptajnen havde ikke kommandoen på hurtigfærgens tur til Samsø den morgen, men han beklagede ifølge Martin Barnkob mange gange episoden.

Peter Nielsen er enig med Martin Barnkop i, at der bør statueres et eksempel i sagen.

- Det går ikke, at vi har en færge af den størrelse, der sejler rundt med den hastighed ind imellem lystbåde. Jeg synes, det er chokerende, at der ikke er sket noget med sagen, siger Peter Nielsen.

Martin Barnkobs sejlbåd er af mærket L23. (Foto: © (Privat foto))

Samsø Kommunes trafikdirektør, Lars Rieks, oplyser i en sms, at han ikke har nogen kommentarer til episoden, da den er politianmeldt, og der endnu ikke er en afklaring.

Episoden den sommerdag i juli 2021 sidder stadig i Martin Barnkob – og særligt i hans kone.

- Det var en meget, meget skræmmende oplevelse. Min kone har ikke specielt meget lyst til sejlerferie længere, siger han.

Den erfarne sejler afviser, at han selv kunne have gjort noget anderledes den dag.

- Jeg forsøger jo altid at undgå tåge. Jeg kunne ikke finde på at sejle ud i tåge, men her blev vi overraskede. Det er en farlig situation, men jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort anderledes. Vi holdt skærpet udsyn og havde tågesignaler på, siger Martin Barnkob.

Søfartsstyrelsen oplyser, at den ikke har mulighed for at stille op til interview om den konkrete episode og meddeler, at den ikke har modtaget en tilbagemelding fra politiet vedrørende sagens afgørelse.