Europæisk Kulturhovedstad i Aarhus: Kommunen forventer tre gange flere arrangementer end normalt

Der er allerede planlagt knap 350 arrangementer i Aarhus i 2017. Normalt er der under 100.

Det kommer til at kræve mange tusinde frivillige at få gennemført det omfattende program for Aarhus Europæisk Kulturhovedstad 2017. (© Dr Østjylland)

Aarhusianerne og de besøgende, der kommer til byen, kan godt forberede sig på, at der er run på pladser og torve i år.

De projekter, der er en del af Europæisk Kulturhovedstad i 2017, fylder godt op - og da andre arrangører samtidig vil drage fordel af, at byen summer af oplevelser, så er der pres på at få et arrangement placeret.

Allerede nu er 343 arrangementer meldt ind mod sædvanligt under 100.

- Jeg tror, vi i 2017 kommer op på tre gange så mange arrangementer, som vi skal håndtere, end vi plejer at gøre, siger Kim Gulvad Svendsen, der er konstitueret centerchef for Byens Anvendelse i Aarhus Kommune.

De mange arrangementer betyder samtidig også et ekstra pres på trafikken. Derfor er der også etableret en trafikstab.

- Vi er allerede nu ved at snakke om, hvordan vi skal få trafikken afviklet på den mest smidige måde. Vi vil appellere til både byens borgere og dem, der besøger byen, om at være tålmodige, siger Kim Gulvad Svendsen.

Det vil være en klar fordel, hvis så mange som muligt skifter bilen ud med cyklen, lyder det fra chefen for Byens Anvendelse. Han kommer dog samtidig også med en appel til cyklisterne.

- Jeg kender det godt fra mig selv. Man stiller jo cyklen der, hvor man skal hen, og så kan der flere steder godt være mange cykler, som står lidt uautoriseret.