Glæde på Djursland: Får knap syv millioner fra bredbåndspulje

Regeringen og Dansk Folkeparti uddeler i alt 100 millioner kroner til hurtigt bredbånd i hele landet.

Sven Pedersen her bor i Nimtofte på Djursland og glæder sig over udsigterne til hurtigere internet (arkiv).

Næsten syv millioner kroner - så meget får 100 husstande midt på Djursland i tilskud fra den såkaldte bredbåndspulje, som regeringen og Dansk Folkeparti står bag.

Visionen bag er hurtigt bredbånd til alle danskere, og der bliver i dag uddelt i alt 100 millioner kroner i bredbåndspuljen, som omkring 4.000 husstande får glæde af. 80 procent af puljen går til landzonerne.

Djursland er det sted i landet, der får det højeste tilskud per husstand, nemlig knap 70.000.

Udsigten til en bedre internetforbindelse vækker stor glæde hos Sven Pedersen, der bor i Nimtofte på Djursland.

- Det er ligesom el og vand. Det er en grundlæggende ting, som bare skal være i orden, siger han.

Han har i årevis kæmpet for at få bedre internetforbindelse til området.

- Jeg har været i gang siden 2010 for at skaffe internet herude. Det er gået fra, at folk her tænkte, at det var ikke så vigtigt, til at selv dem, der ikke er på nettet, ved, at de skal være med på det her. For når deres hus skal sælges, er der ingen der vil købe det, hvis der ikke er mulighed for ordentlig internetforbindelse, siger han.

Oprindeligt var der sat 40 millioner kroner af til bredbåndspuljen, men det beløb blev i november sat op til 100 millioner.