Når fodboldlandsholdet i aften klokken 20 løber ind på CASA Arena i Horsens til venskabskampen mod Liechtenstein, så bliver det en landskamp-debut.
I hvert fald for værtsbyen, for det er første gang, Horsens lægger græstæppe til en A-landskamp for mænd.
Horsens er ellers i de senere år blevet forvænt med alle mulige events, fra store rockkoncerter til festivaler, men fodbold-landsholdet er alligevel noget særligt.
- Det er fantastisk, at det er lykkes os at få en A-landskamp til Horsens. Det er ikke hver dag, der spilles landskamp i provinsen. Det plejer jo at foregå i Parken, siger direktør i AC Horsens, Kristian Nielsen.
- Det bliver der helt sikkert snakket om i byen, og der er stor begejstring, siger han.
Kristian Nielsen håber, at entusiasmen for landsholdet vil smitte af på det lokale superligahold.
- Selvfølgelig håber vi, at landskampen kan skabe mere interesse for fodbolden generelt. Men også at endnu flere mennesker finder vej til CASA Arena, når vi spiller vores superliga-kampe, siger AC Horsens-direktøren.