I Silkeborg har de udviklet et 'SuperCare'-koncept, så sårbare patienter ikke tabes i jagten på et strømlinet sygehusvæsen

Konceptet er målrettet patienter med eksempelvis multisygdom, misbrug eller manglende netværk.

Gudny Sørensen sidder i kørestol og har været en del af 'SuperCare'-konceptet på Regionshospitalet i Silkeborg. (Foto: © Gitte Hansen/DR Østjylland)

Ventetiden til en operation i det danske sundhedsvæsen skal barberes ned, så lige nu er hospitalerne i fuld gang med at strømline sig for at øge effektiviteten.

Men i den proces risikerer sårbare patienter at blive tabere.

Det har de set i øjnene på Regionshospitalet i Silkeborg, hvor de på Center for Planlagt Kirurgi netop er kendt for deres strømlinede forløb og mange operationer i knæ, hofter, rygge og skuldre.

Her er konceptet ’SuperCare’ udviklet for at give ekstra omsorg til patienter med eksempelvis misbrug, demens, multisygdom eller angst.

- SuperCare skal sikre, at vi får givet de mest sårbare patienter den hjælp, de har brug for, fortæller Helle Kjær Hvidtfeldt, der er sygeplejerske og forløbskoordinator i Center for Planlagt Kirurgis knæ-sektor. (Foto: © Gitte Hansen/DR Østjylland)

Helle Kjær Hvidtfeldt er sygeplejerske og har været med til at udtænke ’SuperCare’-konceptet. Hun mener, at det er yderst relevant - ikke mindst lige nu, hvor regeringen vil have flere sendt på privathospital:

- Det er jo dem, der klarer sig bedst, der kommer på privathospital. Vi har dem, der klarer sig lidt dårligere, og med det her nye koncept har vi fokus på, hvordan patienten klarer sig bedst igennem et forløb, siger hun.

Helt konkret er det et mærkat i journalen, der følger patienten, så alle medarbejdere kan tage særlige hensyn.

Medarbejderne skal også stilling til, hvilke ekstra tiltag der måtte være behov for. Det kan blandt andet handle om at få lagt et ekstra telefonopkald ind før indlæggelsen eller henvise til alkoholrådgivning eller hjælp til vægttab.

Gudny var indlagt en uge

Gudny Sørensen er kørestolsbruger, og det komplicerede hendes hofteoperation.

Det er tre uger siden, hun fik en ny hofte på sygehusets Center for Planlagt Kirurgi.

Gudny Sørensen oplevede, at der blev taget hensyn til den patient, hun nu var.

- Det har været et rigtig godt forløb. Jeg er simpelthen blevet taget hånd om og har fået den pleje, jeg har haft behov for, siger hun.

Gudny Sørensen vidste ikke på forhånd, at hun var omfattet af ’SuperCare’-konceptet, men det er heller ikke meningen.

Hendes særlige forhold er blandt andet, at hendes højre ben er lammet, og at hun derfor er kørestolsbruger.

Det gør det svært at få en ny hofte i venstre side. Men den gamle var slidt, og smerterne var slemme.

Normalt bliver hoftepatienter udskrevet samme dag eller dagen efter en hofteoperation, men Gudny Sørensen var indlagt en uge.

- Det var jeg rigtig glad for og tryg ved, siger Gudny Sørensen, der nu kan se frem til genoptræning med en fysioterapeut hjemme i Ringkøbing.

Skal øge ligheden

’SuperCare’-konceptet er opstået, på trods af, at der er alenlange ventelister til operationer på landets sygehuse. Samtidig er der stor mangel på sygeplejersker.

Alligevel giver det mening at bruge ressourcer på at få de svage patienter bedre igennem et behandlingsforløb, lyder det fra Helle Kjær Hvidtfeldt.

- Vi er alle pressede, men vi har ikke råd til at lade være med at involvere patienten mest muligt. Får vi ikke taget hånd om de svageste, kommer både de og vi til at bruge endnu flere ressourcer på at håndtere behandlingen, siger hun.

Ideen til ’SuperCare-konceptet’ er opstået på baggrund af patientforløb, som ikke var gået som forventet.

Inger Markussen Gryet er klinisk sygeplejespecialist i Center for Planlagt Kirurgis Forskningsenhed og vurderer, at konceptet måske nok kræver lidt ekstra tid tidligere i forløbet, men at investeringen omvendt giver gevinst for både patienter og personale. (Foto: © Gitte Hansen/DR Østjylland)

- Vi havde haft et par patientforløb, som havde gjort stort indtryk på mange af os. Situationer, hvor vi først sent i forløbet opdagede, at vi havde at gøre med patienter, der havde brug for andet og mere end et standardforløb, siger Helle Kjær Hvidtfeldt.

Efter at ’SuperCare’-konceptet er indført på Regionshospitalet Silkeborg, får færre patienter komplikationer efter operationer, lyder det fra Inger Markussen Gryet, der er klinisk sygeplejespecialist i Center for Planlagt Kirurgis Forskningsenhed.

Hun vurderer, at ti procent af det samlede antal patienter er omfattet af de særlige hensyn, men at tallet vil vokse i nær fremtid.

For Inger Markussen Gryet handler det også om at tage kampen op mod den stigende ulighed i sundhed.

- Vi vil jo gerne være med til at kunne give lige så gode forløb til dem, der har nogle udfordringer, så de får de samme tilbud i sundhedsvæsenet, siger hun.