Julegave-trend: Vi er vilde med at give gavekort

Der er sandsynligvis flade pakker at finde under juletræet i år - gavekortene hitter nemlig

Julegavekøbet er i fuld gang, og for flere og flere bliver de store pakker byttet ud med de flade. Vi er nemlig vilde med at give gavekort. (arkivfoto) (Foto: © Sophia Juliane Lydolph, Scanpix)

Et gavekort behøver langt fra være en desperat julegave i sidste øjeblik.

Faktisk bliver der op til jul solgt tusindvis af gavekort - for vi er blevet vilde med at give hinanden flade pakker:

- Det virker, som om folk gerne vil give oplevelser frem for rå pakker i år, siger direktøren for Musikhuset i Aarhus, Jan Christensen, der forventer, at huset her i julemåneden vil sælge flere tusinde gavekort.

Samme forventning er at finde hos mange andre musiksteder, museer og teatre - blandt andet på Aarhus Teater, hvor man også oplever, at flere og flere køber gavekort:

- Folk har måske fået samlet kaffekopper og så videre. Nu er det oplevelser, der i stigende grad bliver solgt i stedet for, siger billetchef Mette Thomsen.

Men selvom gavekortene for mange er et bevidst valg, så regner både Musikhuset og Aarhus Teater med, at nogle af dem også bliver købt som nødløsning, og at nogle af gavekortene aldrig bliver indløst:

- Folk er ikke altid lige gode til at få dem indløst inden for de tre år, de gælder, men vi er meget fleksible og vil gerne have, at folk får en god oplevelse, så de får lov til at bruge dem alligevel, siger Mette Thomsen.