- Det er en mindre sensation for os.
Sådan beskriver museumsdirektør ved Museum Jorn Jacob Thage det fund, som museet netop har gjort.
Gemt bag en træplade på et af de udstillede billeder har museets konservator opdaget et helt ukendt billede af den kendte, danske kunstner Asger Jorn.
- Det er en mindre sensation for os, fordi der er så få tidlige billeder. De velbevarede farver giver også en ekstra brik til vores forståelse af, hvor kæmpe et talent han var - også som purung, forklarer Jacob Thage.
Tidligere har et museum i Holland prøvet noget tilsvarende, men ellers sker det tæt på aldrig, fortæller han.
- Der går også år imellem, at man finder nye malerier af Asger Jorn, og så ud af det blå dukker det her billede op, siger han.
Fra tidligt i Jorns karriere
Det ukendte maleri dukkede op, da museet bad konservatoren om at ordne det maleri, der er kendt som "Byparti fra Silkeborg". Da konservatoren tog bagpladen af, viste det sig, at Asger Jorn på bagsiden af lærredet havde malet et helt andet billede.
Motivet er en gårdsplads, nogle transportkasser og husgavle.
- Det er fra meget tidligt fra hans karriere. Det er signeret, fordi han er glad og stolt af det, og det er gjort færdigt. Signaturen viser årstallet 1932, hvor han var 18 år. Billedet er typisk for ham i den periode, hvor han endnu ikke er blevet abstrakt, men knytter sig til en meget spændende, dansk landskabstradition, og han maler, så vi alle kan se, hvad det forestiller, forklarer Jacob Thage.
Malet på bagsiden af nød
Asger Jorn var som ung og langt op i tilværelsen ludfattig. Han var derfor nødt til at genbruge en række af de materialer, han havde for hånden, og hvis et maleri ikke var solgt efter noget tid, så brugte han bagsiden til et nyt maleri, fordi der rent faktisk var et blankt stykke lærred.
- Det handler ikke om, at han synes det gamle maleri var dårligt, men han havde udviklet sig i mellemtiden og skulle videre. Der er ingen tvivl om, at det er det, han har gjort her, siger Jacob Thage.
Det er desuden en ekstra gave, at maleriet har været gemt bag en træplade i så mange år.
- Da træpladen bliver taget væk, så er det de helt originale farver, vi ser. De står helt uanfægtet og uberørt af tidens tand. Vi har fået maleriet fuldstændig frisk, og som var det faldet ned fra himlen
Det nyfundne maleri kan ses på Museum Jorn i Silkeborg fra i morgen. Det bliver vist frem i en montre, hvor begge sider af billedet er synligt, så både det kendte og det nyfundne maleri er synligt.

