Der er stille langs Aarhus Letbanes rute.
Letbanen skulle have transporteret massevis af passagerer til og fra arbejde i dag, men sådan kom det ikke til at gå.
Trafikstyrelsen trak i den store bremse i fredags - ganske få timer før den officielle indvielse - og meddelte at Letbanen ikke kunne få en sikkerhedsgodkendelse.
Det er en helt ny situation, siger Roger Buch, der er forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus.
- Vi har aldrig nogensinde før set et så kæmpestort infrastrukturprojekt løbe ind i sådanne øretæver. Der er ingen fortilfælde, og der er ikke lavet nogen forskning på, hvad kommunale skandaler betyder for valget, siger Roger Buch.
Selvfølgelig vil borgmester Jacob Bundsgaard og den ansvarlige rådmand, Kristian Würtz, der begge er socialdemokrater, stå for skud, vurderer Roger Buch.
Men oppositionen vil være forsigtig med kritikken, fordi de også står inde for letbaneprojektet, understreger han.
- Der er ikke en fri bane, hvor man kan banke løs på borgmesteren og rådmanden, fordi der også er et element af, at Aarhus bliver udstillet og bliver til grin i hele landet. Så må politikere fra oppositionen også passe på at håne deres egen kommune for meget.
For mange borgere i Aarhus har letbanen heller ikke den store betydning i dagligdagen - og derfor kan det meget vel vise sig, at skandalen ikke får nogen større effekt på valget, mener Roger Buch.
- Jeg vil slet ikke blive overrasket over, hvis letbanesagen ikke spiller en rolle ved selve valget, siger han.
Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard har krævet en redegørelse fra Aarhus Letbane mandag. Sidst på eftermiddagen var den ikke landet på borgmesterkontoret, og han har bebudet et pressemøde tirsdag formiddag, hvor han vil kommentere indholdet.
Letbanen, der har kørt testkørsler siden maj, har også indstillet testkørslen i dag.