Offer for kollegas hacking ved Østjyllands Politi: Jeg er skuffet over, at han ikke skal afsone mere

Forsvarer Henrik Garlik var tilfreds med dommen, mens offer ønskede en erstatning.

Lisa Otkjær er en af ofrene i sagen. Hun ville ønske, at det havde været mulig at kræve erstatning, som en del af straffen.

En tidligere ansat ved Østjyllands Politi har i dag fået en dom på to års fængsel for embedsmisbrug, misbrug af dataadgang og blufærdighedskrænkelser.

Det meste af fængselsstraffen er gjort betinget, så han skal derfor afsone tre måneders fængsel og udføre samfundstjeneste.

Den 43-årige tidligere it-medarbejder er dømt for at have suget videoer og billeder ud af 104 kollegers samt naboer og venners mobiltelefoner.

HR-konsulent ved politiet Lisa Otkjær er en af de krænkede, og hun skulle lige fordøje dommen, da hun kom ud af retten.

- Jeg tror, jeg havde håbet på mere. Jeg er skuffet over, at han ikke skal afsone mere. Det er billigt sluppet, siger hun.

Desuden bider hun mærke i, at retten ikke kunne tage stilling til erstatning til ofrene, da meget af bevismaterialet i sagen er væk, efter politiet slettede det.

- Jeg havde håbet, at det var blevet overvejet seriøst, om han skulle betale erstatning. Beløbet var underordnet, men jeg er skuffet over, at det ikke var en mulighed, da det havde været en del af straffen. Den tort, jeg har lidt, kan ikke gøres op i penge, siger Lisa Otkjær.

Hun forklarer, at det har været dybt ubehageligt at finde ud af, at nogen har haft adgang til hendes privatliv.

- Det vil det altid være, og det skal jeg lære at leve med, for jeg ved ikke, hvor det materiale er nu, og hvad det er blevet brugt til, siger hun.

'Retten har vægtet sagens problemstillinger'

Anklageren havde krævet to-et-halvt til tre års ubetinget fængsel, så forsvarer Henrik Garlik var efter domsafsigelsen tilfreds med dommen.

- Jeg synes, at retten har vægtet de forskellige problemstillinger i sagen. De har vægtet sagens karakter og alvorlige karakter. De har også vægtet de personlige forhold, og så har de i særdeleshed vægtet, at materialet er blevet slettet, og at han stort set har angivet sig selv, siger han.

Med de personlige forhold henviser Henrik Garlik til, at den tidligere it-medarbejder på grund af sagen har skiftet navn, er blevet skilt, flyttet og i dag ikke har noget arbejde.

Forsvarer Henrik Garlik mener, at retten har vægtet sagens problemstillinger i domsafsigelsen. (Foto: © Foto: Skærmdump fra TV Avisen.)

Henrik Garlik var også lettet på sin klients vegne.

- Han reagerede voldsomt på, at den nu foreløbig er afsluttet og at retten i Aarhus nu har afsagt en dom i det, han er fundet skyldig i, siger Henrik Garlik.

Det var senioranklager ved Fyns Politi Jacob Thaarup, som førte sagen mod den 43-årige it-medarbejder.

- Jeg er glad for, at den her på mange måder vanvittige sag har fået sin foreløbige afslutning ved retten, siger han efterfølgende.

Han havde argumenteret for to og et halvt til tre års ubetinget fængsel.

- Rettens dom ligger noget lavere, end jeg argumenterede for, men jeg vidste også, at der var en mulighed for, at retten ville kombinere betinget og ubetinget fængsel. Det er almindeligt, når der er tale om tidligere ustraffede personer, siger senioranklageren.

Østjyllands Politi har ikke selv kunnet stå for efterforskningen, som i stedet er lavet af Fyns Politi, siger senioranklager Jacob Thaarup. Det skyldes, at langt hovedparten af de forurettede enten er eller har været ansat ved Østjyllands Politi.

Han synes ikke, at det var en god ide at slette bevismaterialet, hvilket gør, at de forurettede skal søge om erstatning i Erstatningsnævnet.

- Materialet eksisterer ikke eller kun i begrænset omfang, så det er ikke overraskende, at sagen bliver udskudt til Erstatningsnævnet. Jeg har forståelse for bevæggrundene, men set i bakspejlet var det en fejl at slette materiale, siger Jacob Thaarup.