Region skruer op for hjælpen: Om fem år skal nyfødte i gennemsnit ammes i fire måneder

Målsætningen skal blandt andet lykkes ved at uddanne amme-hjælpere.

Om fem år skal tyve procent af en børneårgang i Region Midtjylland også ammes fuldt i mindst 26 uger efter fødslen, lyder målsætningen. (Foto: © Jaime REINA, Scanpix Denmark)

Fra Sundhedsstyrelsen er rådet meget klart: Nyfødte børn anbefales at blive ammet fuldt i seks måneder.

Men når barnet først har meldt sin ankomst og bliver lagt til mors bryst, er det langt fra altid, at virkeligheden kan gå op med de officielle anbefalinger.

I Region Midtjylland har man oplevet, at amme-frekvensen blandt mødre er faldende, og derfor har man sat sig nye klare mål, fortæller chefjordemoder Ann Fogsgaard fra hospitalsenheden Gødstrup.

Over en fem-årig periode skal ammetiden for de nyfødte i regionen i gennemsnit hæves til at være fire måneder - og hvert femte barn skal ammes fuldt med mors mælk i det første halve leveår.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er det kun cirka 55 procent af danske kvinder, som ammer fuldt ved fire måneder.

- Amning beskytter mod en hel række infektionssygdomme: Diarré, luftvejsinfektioner og mellemørebetændelse. Der er sundhedsmæssige fordele ved amning for barnet. Og det er der også for mor, siger Ann Fogsgaard.

- Så at være nysgerrig på, hvordan vi kan hjælpe flere til at kunne amme, det giver både rigtig god mening og faglig indsigt.

Brystbetændelse og sår

De nye amme-planer er netop blevet godkendt af Forretningsudvalget i Region Midtjylland. Og den nye indsats skal bredes ud i samtlige 19 kommuner i regionen fra øst til vest.

Det glæder Christina Coro Thomasen fra Randers. For da hun for et par år siden skulle amme sit første barn, kunne hun godt have brugt bedre hjælp.

- Det var virkelig hårdt arbejder, fortæller hun i dag.

- Vi fik en dreng, som ikke naturligt kunne amme. Så der var noget med sutteteknik og noget med, hvordan jeg lagde ham til. Det førte til brystbetændelse og det førte til sår, der simpelthen blødte. Det betød, at han nogle gange gylpede blod.

Da hun fødte sin dreng, savnede hun mere sundhedspersonale omkring sig, der kunne hjælpe med gode råd om amningen.

Christina Coro Thomasen endte efter et hårdt forløb, hvor sønnen ikke ville amme, med at betale for en privat ammevejleder. (© (Privatfoto))

For at hjælpe mødre som Christina Coro Thomasen, skal der blandt andet netop uddannes flere personer, som kan fungere som amme-vejledere, fortæller chefjordemoder Ann Fogsgaard.

- Det er jordemødre, sygeplejersker og sundhedsplejersker, der bliver uddannet til det her. Så det er simpelthen bare en overbygning. En specialistviden kan man kalde det. De får en viden inden for dette område, så alle kan drage nytte af det på en afdeling.

'Det handler ikke om, at alle skal amme'

Ann Fogsgaard ser frem til at få input fra nogle af dem, der har den allerbedste erfaring ude fra virkeligheden – nemlig mødrene selv.

Og tidligere patienttilfredshedsundersøgelser peger på, at der er noget, der skal arbejdes med.

- Noget af det, som vi godt kan blive bedre til, det er at forberede dem bedre til amningen. Og det er rigtig svært – for hvad er det, man skal forberede til?

- Man ved jo ikke, hvad det er for et barn, man får, hvor nemt amningen bliver, og hvor vanskelighederne opstår.

Derfor er der flere forskellige muligheder i spil på nuværende tidspunkt, fortæller hun. Blandt andet overvejes det, om der skal laves mere billedmateriale til nye forældre - eller om der skal produceres videoer, som kan sendes afsted, når forældrene står med amme-problemerne derhjemme.

Ann Fogsgaard understreger, at Region Midtjyllands ambitioner ikke er ensbetydende med, at alle død og pine skal amme.

- Det handler ikke om, at alle skal amme. Slet ikke. Det handler om at sikre dem, som har lyst til at amme, får den bedste forberedelse. Men det handler også om, at vi efter fødslen skal støtte dem på den måde, som hjælper dem allerbedst.

For selvom der er en række fordele ved at amme sit barn, så kan man også få et sundt og glad barn uden amning ved mors bryst, siger chefjordemoderen.

- Man kan også flaskeernære sit barn rigtig fint. Men der er nogle fordele, som vi gerne vil understøtte, så alle har det, de har brug for, for at kunne amme.