Sidste arbejdsdag for Kong Bent: Personlige angreb er gået ud over nattesøvnen

Tidligere amtsborgmester, regionsformand og formand for Danske Regioner går på pension.

Den mest magtfulde mand i Danmark, når det handler om sundhedspolitik, har haft sidste arbejdsdag.

Efter 36 år gik socialdemokraten Bent Hansen nemlig på pension.

Han bliver kaldt Kong Bent i visse kredse, men er ikke selv glad for ordet magt.

- Magt får et skær af, at det kan misbruges til egen fordel. Jeg kan bedre lide, at der bliver lyttet til en. Det med at jeg på vegne af regionerne og Region Midtjylland siger noget og nogle høre efter, det synes jeg, er vigtigt, siger han.

Bent Hansen er 69 år og har været amtsborgmester i Viborg, og siden blev han formand i Region Midtjylland. Siden 2006 har han stået i spidsen for Danske Regioner.

Bent Hansen ved sin afskedsreception som regionrådsformand i Tinghallen i Viborg 18. december 2017. (Foto: © Morten Stricker, Scanpix)

I januar 2017 meldte han ud, at han ikke stiller op til en ny periode i regionsrådet.

- Det har været en hård beslutning, som har ødelagt min jul, men jeg kunne ikke se mig selv sidde som 73-årig som formand for regionsrådet. Og jeg ville ikke kunne holde mig selv ud, hvis jeg stillede op og vidste, at jeg skulle trække mig midt i perioden og skulle lyve om det over for pressen, sagde Bent Hansen dengang om sin beslutning.

Jobbet som regionsrådsformand har også givet en strid vestenvind ind imellem. For eksempel da vestjyderne blev sure over placeringen af et nyt supersygehus i Gødstrup lidt udenfor Herning.

- Det var selvfølgelig hårdt. Ikke at man er uenig, for sådan er det i politik, men når man bliver angrebet på sin personlige integritet og motiver og får ubehagelige mails og trusler, så er der ikke så sjovt længere.

Det samme skete, da Viborg og Skive i starten af 90'erne skulle finde ud af, hvor det store hospital skulle ligge.

- Det følger med, men ubehageligt er det, og det går ud over nattesøvnen. Ja, det gør det, siger Bent Hansen.

Bent Hansen tager første spadestik til supersygehuset ved Herning, der kom til at hedde Regionshospitalet Gødstrup. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Til gengæld har kronen på værket været de store byggerier med at få samlet hospitalerne i Aarhus, få bygget et nyt hospital i Vestjylland og få sygehuset i Viborg moderniseret fuldt ud. Bent Hansen er også specielt glad for partikelterapien, hvor der blev samlet 800 millioner kroner til at bygge et af de mest moderne strålebehandlingsanlæg til behandling af kræft, som bliver indviet i 2018.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og regionrådsformand Bent Hansen klipper snoren og åbner det nye super sygehus i Skejby 27 februar 2017. Bent Hansen har kæmpet indædt for regionerne, men mener stadig, at en fusion med kommunerne vil komme. (Foto: © Mikkel Berg Pedersen, Scanpix)

De nye supersygehuse står dog ikke færdige endnu, og regionen har nok heller ikke set den sidste sparerunde, mens sundhedsvæsenet stadig slås med skyhøje medicinpriser.

Netop det med besparelser er et af de områder, som Bent Hansen er mest ærgerlig over ikke at have fået løst.

- Slagsmålet om at have de rigtige ressourcer som for eksempel det pres, der er på vores akutafdelinger. Der er vores personale voldsomt belastet, og den erkendelse mangler fra centralt hold, siger han.

Vi bliver nemlig ældre, vi kan mere, og flere bruger sundhedsvæsnet, og det vil Bent Hansen gerne have tænkt mere ind i budgetterne.

- Kom nu lidt mere til lommerne. Den erkendelse er delvist slået igennem, men den kunne godt være slået mere igennem, så vores personale fik bare en chance for at trække vejret lidt frit en gang imellem.

I 2012 måtte Bent Hansen også tage en pause i sin politiske karriere, da han fik tarmkræft og gik fra beslutningstager til patient.

- Man tror, at man er så stærk og kan en masse, men når man lige pludselig bliver ramt alvorligt, så går man over i en anden rolle, og det gjorde jeg også. Jeg måtte lukke alt andet ude, men jeg blev bekræftet i, hvor dedikeret vores personale er, og hvor dygtige de er, og hvor omsorgsfulde de er. Vi har et af verdens bedste sundhedsvæsener, siger han.

Som mange andre toppolitikere sendte Bent Hansen en særlig tak til sin kone, Anna Marie, da han mandag holdt afskedsreception.

- Uden dig som den sikre borg kunne jeg ikke løbe rundt og blande mig i alverdens ting og lege karl smart. Min hårdeste kritiker har du også været. Mange gange har du udfordret mine standpunkter, sagde han.

Bent Hansen er søn af banearbejder Åge Hansen og stationsbestyrer Nicoline Hansen i Them. Han er far til Pernille Blach Hansen, tidligere folketingsmedlem for Socialdemokratiet, og Kenneth Blach Hansen.

Børnene er også enig med ham i, at det der med at lave mad var bedst at overlade til hans kone.

- Hvis det går hårdt for sig, kan jeg nok stege noget medisterpølse, men som mine børn sagde, da de var mindre, så er man sikker på, at den springer, siger han.

Bent Hansen med sin datter Pernille Blach Hansen som nyudnævnt folketingsmedlem for Socialdemokratiet i 1998, hvor Bent hansen var amtsborgmester i Viborg. (Foto: © ERIK JEPSEN, Scanpix)

Derfor bliver det ikke kødgryderne, som Bent Hansen kaster sig over, når han trækker sig tilbage fra dansk politik.

Til gengæld er han en glad badmintonspiller og har spillet i Viborg mandag morgen fra 8 til 9 de sidste 25 til 30 år, hvor han ikke havde møder.

- Det er en god måde at starte ugen på. Hvis jeg holder fast i mit løfte, så går mig og min kone over i Højbjerg Badmintonklub, hvor der er pensionistbadminton for nogen, som også har spillet lidt. Jeg har spillet meget konkurrencebadminton, så jeg vil prøve at finde nogen på samme niveau, hvor man hverken vinder eller taber men har det hyggeligt.

Desuden er der syv børnebørn, som Bent Hansen gerne vil bruge tid på. Især hvis det kan kombineres med hans interesse for sport.

- Jeg har aldrig kunnet være med til bedsteforældredag, for det er i arbejdstiden, men jeg tager hen og ser dem spille håndbold, fodbold eller badminton og sidder en fire til fem timer i en sportshal og følger dem. Det vil jeg gøre meget mere, og jeg vil gerne være chauffør, da jeg har været frivillig foreningsleder i mange år. Det er en fornøjelse.

Bent Hansen trækker sig ikke helt tilbage fra beslutningerne. Han fortsætter som formand for Gammel Estrup Jyllands Herregårdsmuseum og er kommet med i Moesgaard Museums bestyrelse.

Fra 1. maj bliver han også blandet ind i en anden kulturinstitution, der har udbygningsprojekter i Aarhus og vil bruge hans kendskab til fonde. Desuden vil nogle debatfora om sundhed også have fat i Bent Hansen.

- Men jeg skal selv styre min kalender og ikke være styret af alt muligt andet. Det bliver 10, 15 eller 20 procent af en arbejdstid i stedet for 150 procent, siger han.

Dog bliver der ikke plads til at løse en lille kryds og tværs for Bent Hansen, der er uddannet cand.mag. i samfundsfag og historie fra Aarhus Universitet i 1976.

- Men der bliver plads til at læse nogle gode historiebøger. Det elsker jeg faktisk. Jeg har undervist i historie og samfundsfag. Men at blande mig i debatten om, hvordan regionen skal udvikle sig, det vil jeg ikke. Der holder jeg mig væk.