Skarp kritik af Aarhus' borgmester efter letbaneaflysning

Både Venstre og Dansk Folkeparti mener, at byrådet ikke er blev orienteret i tide.

Borgmester Jacob Bundsgaard holdt tidligere i dag pressemøde om de problemer, der er lå bag aflysningen af lørdagens letbaneåbning. (Foto: © Michael Svenningsen, Scanpix)

Aarhus-borgmesteren Jacob Bundsgaard (S) har holdt informationer tilbage for byrådet i forbindelse med aflysningen af åbningen af Aarhus Letbane.

Det mener Venstres politiske ordfører i Aarhus byråd, Gert Bjerregaard. Han undrer sig over, at de ikke blev orienteret om risikoen for en aflysning.

- Det er helt tydeligt, at der er blevet holdt informationer tilbage fra over for byrådet. Borgmesteren siger, at han ikke har hørt noget før fredag aften, men i dag får vi så at vide, at han har haft kendskab til, at der var en risiko for, at man ikke kom ud at køre med letbanen, siger han.

Fredag aften blev lørdagens store åbning af Aarhus Letbane officielt aflyst. Men i dag kom det frem, at Jacob Bundsgaard allerede onsdag klokken 14.01 modtog en sms fra stadsdirektøren i Aarhus med information om, at der ikke pt var grønt lys for, at letbanen kunne indvielse lørdag.

Det fremgår i dag af et notat fra stadsdirektøren.

I går kom en redegørelse om sagen, og tidligere i dag måtte Jacob Bundsgaard på et pressemøde svare på mange spørgsmål om, hvornår han vidste besked om aflysningen. Her forsvarede han sige med, at han efter at have modtaget den nævnte sms efterfølgende blev beroliget af en mail fra Letbaneselskabets direktør, Claus Rehfeld Moshøj.

- Han understreger over for mig, at man kommer ud at køre, og at det er sikkert at køre med letbanen selv uden forholdsregler. Men med forholdsregler, som direktøren skriver, så går man med to livremme og to seler.

- Det, tænker jeg, er tilstrækkeligt til, at jeg tør tro på, at vi kommer ud at køre, lød det fra Aarhus' borgmester på pressemødet tidligere i dag.

Det er dog ikke godt nok, mener Gert Bjerregaard. Han finder den manglende meddelsomhed særdeles kritisabelt, fordi byrådet torsdag og fredag lavede budgetforlig, hvor en udvidelse af letbanen blev drøftet.

- På det budgetmøde diskuterede vi blandt andet en udvidelse af letbanen ud til Aarhus Ø. Om det er det, der kom til at skygge, det ved jeg ikke, men jeg synes, det er beklageligt, at borgmesteren ikke har orienteret byrådet, siger venstrepolitikeren.

Han står ikke alene med sin kritik.

I Dansk Folkeparti er man også vred over, at byrådspolitikerne i Aarhus ikke allerede onsdag under byrådets budgetforhandlinger fik besked fra Jacob Bundsgaard om, at sikkerhedstilladelserne til letbanen ikke var i orden.

- Man skulle allerede onsdag aften eller senest torsdag formiddag have aflyst lørdagens åbning. Borgmesteren har en viden onsdag aften, og han burde have fortalt byrådets partier, at det sikkerhedsmæssige ikke var på plads, siger byrådsmedlem for DF Knud N. Mathiesen og fortsætter:

- Havde jeg fået den melding og set det stykke papir, så havde jeg anbefalet, at vi havde udskudt åbningen af Letbanen.

Aarhus’ borgmester har i dag ikke ønsket at kommentere kritikken fra Venstre og Dansk Folkeparti.