Slog alarm flere gange: Både overlæge og 112 mistænkte, at beboere på plejehjem blev forgiftet med farlig medicin

En sosu-hjælper, der var ansat på plejehjemmet, sidder tiltalt for drab og drabsforsøg på beboere.

En ansat fra Plejecenter Tirsdalen er varetægtsfængslet, sigtet for et drab og tre drabsforsøg. (Foto: © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix, Ritzau Scanpix)

Det var usædvanligt mange mærkelige indlæggelser af ældre beboere fra Plejecentret Tirsdalen i Randers sidste år.

Derfor slog både en ledende overlæge, Akutberedskabet og Styrelsen for Patientsikkerhed alarm.

Det kom frem i Retten i Randers onsdag, hvor en tidligere ansat social- og sundhedshjælper på plejehjemmet sidder tiltalt for drab og drabsforsøg på de fire beboere.

Hun nægter sig skyldig.

I retten fortalte specialanklager Jesper Rubow, at politiet den 3. marts sidste år modtog en anmeldelse fra en ledende overlæge på Randers Sygehus.

- I søndags (27. februar 2022, red.) kom der fire patienter ind. De var alle medicineret med benzodiazepiner, fortalte lægen i anmeldelsen.

- I dag var der igen kommet personer ind fra det samme plejecenter. Ved test fandtes der igen spor af benzodiazepiner eller andre stoffer, som ikke var en del af deres medicin, lød det videre fra lægen.

Også Akutberedskabet undrede sig over, at de var blevet kaldt ud til plejecenteret flere gange, så de sendte en bekymringsanmeldelse til Styrelsen for Patientsikkerhed.

- Der er en mulig medicinforgiftning på Plejecentret Tirsdalen. Vi har haft påfaldende mange kørsler med det samme forgiftningsbillede. Vi er på 112 bekymrede for, om beboerne bliver udsat for livsfarlig medicinering, står der blandt andet.

Styrelsen for Patiensikkerhed kontaktede også politiet.

- Styrelsen foreslår, at politiet indleder en efterforskning. Hvilken medicin er der på plejehjemmet, og hvem der har haft adgang til patienterne.

Sosu-hjælper havde noteret navne på forurettede

Efter bekymringsanmeldelsen blev en af beboerne endnu engang indlagt. Det skete 13. marts, hvor den fourettede kvinde ifølge anklagemyndigheden var i livsfare.

Dagen efter skred politiet til anholdelse af en 60-årig sosu-hjælper, som ifølge anklageren i sagen var den eneste sundhedsfagligt ansatte, der havde været på vagt inden alle indlæggelserne.

- Hun bliver derfor anholdt og sigtet. Efterfølgende laver man en ransagning i hjemmet, lød det fra anklageren.

Her fandt politiet flere pakker af medicin, som senere viste sig at tilhøre andre beboere på plejecentret.

Derudover nævnte anklagemyndigheden også i retten onsdag, at man fandt notesbøger hos den tiltalte kvinde, hvor navne på tre af de forurettede beboere stod i.

Anklager om medicin: Det var ikke noget, de skulle have

Under tirsdagens retsmøde gennemgik anklageren de præparater, den tiltalte er mistænkt for at have givet beboerne på plejehjemmet.

Det er først og fremmest stofferne Baclofen, Mirtazapin og Diazepam.

- Ingen af de forurettede får ordineret medicin med det stof. Det er alt sammen receptpligtig medicin. Det var ikke noget, de skulle have, og det er heller ikke medicin, der er fundet i deres lejligheder, sagde specialanklager Jesper Rubow.

Tiltalt meget påvirket i retten

Mens anklagemyndigheden præsenterede sagen, sad den 60-årige tiltalte kvinde og kiggede ned i bordet.

Flere gange rystede hun på hånden, da hun skulle drikke vand, og hun måtte et par gange også finde et lommetørklæde frem.

Hun har siden anholdelsen nægtet sig skyldig i alle anklager mod hende. Talrige af hendes familiemedlemmer var mødt op i retten.

Da hendes forsvarsadvokat Henrik Garlik kom med supplerende bemærkninger til anklagerens fremlæggelse af sagen, henvendte han sig direkte til dommere og nævninge.

Han understregede, at spørgsmål om motiv også er noget, nævninge og dommere skal tage stilling til:

- Hvad skulle motivet være? Hvorfor skulle hun ønske at skade de beboere, som hun har passet på i mange år, siger han.

Der forventes dom i engang i februar.