Til kamp mod hackerne: Ny uddannelse vil give virksomhederne it-krigere

Erhvervsakademi Aarhus vil nu uddanne specialister, der skal bekæmpe it-kriminelle.

Hackere angreb for nylig computere verden over og forlangte løsepenge for at frigive data igen. En ny uddannelse på Erhvervsakademi Aarhus skal uddanne it-sikkerhedsspecialister til erhvervslivet, så de bedre kan forsvare sig mod it-kriminelle. (ARKIVFOTO) (Foto: © handout, Scanpix)

Et hold specialuddannede cyber-soldater skal være med til at sætte en stopper for hackernes hærgen på nettet.

Erhvervsakademi Aarhus udbyder nu en særlig uddannelse, hvor man bliver specialist i cybersikkerhed. De studerende skal lære at bekæmpe it-kriminelle, fortæller erhvervsakademiets uddannelseschef, Gert Simonsen.

- De får i hvert fald nogle værktøjer til at opdage angreb i tide og sætte et forsvar op, så de kriminelle ikke kan angribe på den måde, de gør i dag, siger Gert Simonsen.

Han fortæller, at den nye uddannelse er udviklet i tæt samarbejde med blandt andet Forsvarsministeriet, brancheorganisationer og erhvervslivet.

Da vi i øjeblikket oplever en stor stigning i antallet af hackerangreb, er Gert Simonsen overbevist om, at der bliver rift om de specialister, der bliver udklækket fra akademiet.

- Der er rigtigt mange, der arbejder med de her ting rundt om i virksomhederne, som mangler en formel opdatering på nogle af de emner, mener han.

På det første hold til efteråret vil der være plads til 30 studerende. Ansøgere til uddannelsen som specialist i cybersikkerhed skal have en uddannelse i it-teknologi i forvejen for at blive optaget. En uddannelse som datamatiker kan eksempelvis være adgangsgivende.