Han var både elsket og frygtet på fodboldbanen. Fodboldspilleren Stig Tøfting.

I aften skal en anden spille Tøfting. Ikke på tætklippet græs, men når lysene tændes på scenen.

Og Stig Tøfting selv kommer til at befinde sig på tilskuerpladserne, mens skuespilleren Morten Kjær spiller Tøfting på scenen.

Det er Teatret Svalegangen i Aarhus, der har premiere på en forestilling, der er en vaskeægte publikumssucces allerede før første forestilling.

Forestillingen hedder No Regrets. Den fortæller den tidligere fodboldspiller Stig Tøftings livshistorie, og bygger på den biografi, som Lars Steen Pedersen har skrevet i samarbejde med Tøfting.

Et drama, der handler om stor modgang og succés. At miste sine forældre som stor dreng. At opleve at miste sin lille søn. At havne i retten, når temperamentet brændte over udenfor banen. Og samtidig kunne fokusere på fodbold på topplan.

Teatrets bedst sælgende forestilling

Normalt løber en forestilling, som teatret selv har opsat, mellem tre og fire uger, men No Regrets skal spille i syv uger og har allerede solgt over 7.000 billetter.

- Det er gået over al forventning. Det er virkelig en bestseller. Lige nu er det den bedst sælgende forestilling i teatrets historie, siger Jens Hyldegaard, der er pr- og marketingsansvarlig hos Teatret Svalegangen.

Det glæder også Stig Tøfting selv.

- Jeg er utroligt glad på Svalegangens vegne, for de har også løbet en risiko ved at sætte et stykke op, som ikke er et normalt teaterstykke. Jeg har fulgt skuespillerne et stykke tid, og de er tændt, de er klar, og de leverer et megagodt stykke arbejde, siger han.

Stig Tøfting har set et par scener og talt med forfatteren til biografien, Lars Steen Pedersen, der har set hele stykket, men Stig Tøfting har ikke ønsket selv at se hele opførelsen før premieredagen.

Gør indtryk at se sin historie

Han har før oplevet, hvordan det var at se sin egen dramatiske historie fremstillet, da han lagde sin historie frem i bogen No Regrets.

- Jeg kendte jo godt historierne om at miste mine forældre og om at miste min søn. Men at se det på skrift gjorde alligevel et stort indtryk, og det gjorde mig meget følelsesmæssigt berørt at læse det. Nu kommer vi ind til et teaterstykke, der beskriver de ting, og jeg bevæger mig ud på dybt vand, hvor jeg ikke ved, hvordan jeg vil reagere. Men jeg er helt overbevist om, at jeg vil blive berørt af det.

Samtidigt er dramaet, der beskrives, en del af fodboldikonets livsvilkår.

- Det er jo ikke en historie, der kommer bag på mig. Jeg mistede mine forældre i ’83. Det har jeg lært at leve med. Man kommer aldrig over det – men man lærer at leve med det.

Og de tragiske tab i hans liv bliver nøglescener at se for Stig Tøfting.

- Det er klart. Sådan nogle scener som den med mine forældre og med min søn Jon er selvfølgelig noget af det, jeg er spændt på. Jeg har spurgt Lars om det, og han var meget følelsesmæssigt berørt. Min ekskone Betiina har også set en gennemspilning, og hun var begejstret over den måde, det bliver spillet på.

- Så jeg er ikke nervøs eller bekymret over at skulle se det. Derfor sagde jeg også nej til at se det på forhånd. Jeg vil have det up front til premieren.

Historien rummer det hele

Ifølge Jens Hyldegaard fra Svalegangen er der en god grund til, at forestillingen kan tiltrække et stort publikum.

- Det er, fordi Stigs historie rummer det hele. Den har alle ingredienser til et stort drama, siger han.

- Jeg tror, at mange synes, at Stig er en spændende person, for han er jo ikke perfekt. Det er historien om en antihelt eller en underdog, der bliver til byens helt.

- Det er simpelthen en god historie, der handler om, at ingen er perfekte, om vilje og om at fighte.

Det er Morten Kjær, der spiller Tøfting på scenen, og de to har gået tur sammen i området omkring Marselisborg, travbanen og Aarhus Stadion undervejs.

- Vi har snakket om en masse ting, der egentligt ikke havde noget med forestillingen at gøre. Han ville gerne lære mig lidt at kende, før han skulle spille mig.

Morten Kjær er blevet glatraget og har været i skarp fysisk træning for at fylde rollen ud.

- Om han ligner mig..? Ikke nu i hvert fald, for han er i meget bedre form. Han har fået lagt lidt køller på – det trængte han også til, siger Tøfting med et stort grin.

Brugte fodbold til at komme videre

Men Morten Kjær har peget på et citat fra en meget alvorlig situation som det, der bedst beskriver hovedpersonen: ”Jeg spiller i morgen”.

De ord er centrale, fordi det var det, 13-årige Stig gjorde dagen efter, hans forældre var blevet fundet døde.

- Da jeg mistede mine forældre i ’83, spillede jeg dagen efter en kamp i Randers Freja Cup. Jeg troede jo i min naivitet, at hvis jeg bare spillede kampen, så var der ikke nogen, der ville opdage, hvad der var sket.

- Alle vidste det jo. Der var taget hånd om, at forældrene til de andre børn havde fået det at vide, hvis det kom en eller anden form for reaktion fra mig.

Den trods-reaktion midt i chokket lærte Stig Tøfting noget vigtigt.

- Jeg fandt ud af, at når jeg gik ind for at spille fodbold, så kunne jeg lægge alt det, der skete udenom, fra mig – også store ting som den her. Så var jeg i et frirum, siger han.

- Det er klart, at når kampen eller træningen sluttede, så var jeg tilbage i virkeligheden. Men fodbolden gav mig den mulighed at lukke alt andet ude.

Det har Stig Tøfting brugt i sit liv lige siden.

- Hver gang, der er sket et eller andet, der måske var lidt voldsomt i mit liv, så har fodbolden hjulpet mig hen et sted, hvor jeg ikke behøvede at tænke på det. Men selvfølgelig kom det tilbage, når kampen eller træningen sluttede.

Ikke bange for tårer i aften

Premieren på Svalegangen lørdag aften bliver altså første gang, at Stig Tøfting bliver konfronteret med den dramatiserede udgave af sit liv på scenen. Et liv, der også har været fyldt af drama i virkeligheden.

- Jeg er ikke bange for, at det skal gøre mig så berørt, at jeg kommer til at sidde og græde. Det tror jeg faktisk, er meget sundt.

For selvom Stig Tøfting er kendt som en barsk mand, så kan følelserne sagtens få frit spil.

- At en hård mand kan græde over tingene… Det skal jeg lige understrege: Det har jeg gjort masser af gange. Da jeg mistede mine forældre, og da vi mistede vores søn, har vi da tudet dagen lang. Men da Jon døde, havde vi tre andre børn, der skulle videre, så vi var nødt til hanke op i os selv. Det var vilkårene.

Var det igen udtryk for, at ’jeg skal spille’?

- Vi skal jo videre. Der sker så mange ting rundt om i verden nu, som vi alle sammen ved, og der er desværre nogen, der smutter i svinget. Det er sådan det er, men vi ved i hvert fald én ting: Livet varer ikke evigt.