I aften er det sidste chance for at købe en af verdens største samlinger af motorbøger.
Køsters Motorboghandel i Risskov i Aarhus gemmer på 130.000 håndbøger, manualer og blade med næsten 150 års motorhistorie. Nu har ejeren, Tom Frandsen, sat hele butikken og den store samling til salg på Campen Auktioner i Randers.
- Der har været en rimelig stor interesse fra både ind- og udland. Der er nogen, som gerne vil føre samlingen videre, som simpelthen bare gerne vil have det som en boghandel af denne her specielle art, fortæller Finn Campen, der er direktør for Campen Auktioner.
God forretning for køberen
Den specielle bogsamling indeholder blandt andet en manual til en fransk motorcykel fra 1880'erne og en instruktionsbog til en Cadillac V16 fra 1932.
Ifølge Finn Campen kan samlingen blive en god forretning for køberen – især hvis flere af bøgerne bliver digitaliserede og kan sælges via nettet.
- For dem, der ved lidt om biler og motorer, vil det være en samling, man kan købe og leve af. Det vil man kunne i rigtig mange år, mener han.
Motorbogssamlingen er vurderet til at være omkring otte millioner kroner værd, hvis tingene bliver solgt hver for sig. Køber man i stedet hele samlingen, så bliver den noget billigere.
- Men vi skal da godt op over en million kroner, ellers bliver vi da voldsomt skuffede, siger Finn Campen.
Aktionen slutter i aften klokken 20.