Anders' sommerhus er klimasikret mod regn, havstigning og grundvand

Huset svæver over jorden på kæmpe skruer i et såkaldt skruefundament

Huset hviler på 30 store skruer der er boret ned i jorden. (Foto: © Foto: Trine Warrer Juul, DR)

Umiddelbart ligner det et typisk træhus, der er ved at tage form på en byggegrund på Orø, men ser man nærmere efter, er der luft under huset.

Anders Strange Sørensen er nemlig ved at få bygget et sommerhus, som er sikret mod fremtidens klimaforandringer.

Det svæver nærmest på et fundament af stål.

- Det er et skruefundament, og det er en nyere type fundament, som gør, at i stedet for at lave et fundament af beton, så skruer du de her kæmpeskruer i, og oven på dem bygger man sin trækassette og sit gulvdæk, fortæller Anders Strange Sørensen.

Ovenpå skruefundamentet ligger en isoleret trækassette (Foto: © Foto: Trine Warrer Juul, DR)

Vejen, som huset ligger på, hedder Højvejen, med andre ord ligger huset altså ikke i første parket til fjorden, men derimod på et højere område. Alligevel har Anders Strange Sørensen valgt at hæve huset fra jorden.

- Jeg er nok ikke i fare for at blive ramt af store havvandsstigninger, men grundvandet ligger relativt højt her, og vi har jo også en støt stigende mængde nedbør.

Fundamentet består af 30 store skruer med et par meter imellem. Oven på dem kommer nogle kassetter, der bliver isoleret. Hele huset svæver cirka 40 cm over jorden, så man kan kravle ind under huset, hvis man vil.

- For mig er den her måde at bygge på også en måde at fremtidssikre mit hus på. Jeg er ikke på samme måde eksponeret for det vand, der kommer ovenfra og fra grundvandet, som jeg ville være, hvis jeg havde et normalt fundament, siger Anders Strange Sørensen.

Umiddelbart er det heller ikke dyrere at bygge et hus med et skruefundament fremfor et traditionelt betonfundament, mener han.

- Det her fundament er sat på to arbejdsdage. Materialemæssigt er det ikke dyrere end at lave et betonfundament, arbejdstiden er væsentligt kortere. Fordelen ved et betonfundament er, at så kunne jeg have sat væggene op med det samme. Her skal jeg have bygget den her gulvkassette først.

Bæredygtigt med mindre CO2-udledning

Anders Strange Sørensen har valgt at lave en bæredygtighedscertificering af det hus, han bygger. Og her er der endnu en fordel ved skruefundamentet, siger han.

- Udover de åbenlyse fordele i forhold til nedbør, grundvand og havvand, så udleder det også 90 procent mindre CO2. Så når man som jeg godt vil bygge et bæredygtigt hus, så er der meget at hente ved ikke at bruge cement og beton.

Planen er, at huset skal stå færdigt til maj. I første omgang skal det være sommerhus for familien, men på længere sigt kan Anders Strange Sørensen godt forestille sig at bo mere permanent i huset, og som med en anden Noas ark vil han være sikret mod både syndflod og havstigning.

- Grunden her ligger cirka 9,5 meter over havets overflade, og med skruefundamentet får jeg lige en halv meter mere, så med 10 meter over havet er jeg vist godt dækket ind, griner han.