Ankestyrelsen: Øboere har samme ret til hjemmehjælp som folk på fastlandet

Der må ikke være forskel på den hjælp, borgere tilbydes, uanset om de bor på en ø eller på fastlandet, slår Ankestyrelsen fast.

Det er ikke i orden, at der er længere mellem besøgene fra hjemmehjælpen på små øer, slår Ankestyrelsen fast. (Foto: © Brian Berg, Scanpix)

Ældre, der har brug for et bad eller varm aftensmad, skal også kunne få hjælp, selv om de bor på en ø.

Det slår Ankestyrelsen nu fast i en principiel udtalelse.

Det sker efter, at en beboer på Fejø har klaget over, at Lolland Kommune kun yder hjemmehjælp på øen mellem klokken 9 og 13.

Sådan har det været i over et år, fordi det er dyrt for kommunen at yde samme service på de små øer, men det er ikke lovligt, slår styrelsen nu fast.

Udtalelsen betyder, at kommunen nu skal i tænkeboks, siger direktør i Lolland Kommune, Klaus Marius Hansen.

- Udtalelsen skal læses grundigt igennem. Og så vil der komme en politisk sag ud af det, hvor byrådet skal afgøre, hvilket serviceniveau man vil lægge på øerne. At man skal kompenseres for manglende service, fordi man bor på en ø, kan have vidtrækkende konsekvenser på andre områder, siger han.

Ældresagen: Udtalelsen får landsdækkende betydning

Hos Ældresagen vurderer konsulent, Olav Felbo, at udtalelsen vil få betydning for borgere i hele landet med behov for hjemmehjælp.

- Den sætter en stopper for, at kommuner kan begrænse hjælpen til borgere, der bor i udkanten af en kommune. Den rammer en pæl gennem den geografiske diskrimination af borgere med behov for hjælp, siger han.

Ud over Fejø har Lolland Kommune en lignende praksis på Femø og Askø, hvor der også kun gives hjemmepleje mellem klokken 9 og 13.

Kommunen har fået to måneder af Ankestyrelsen til at få bragt serviceniveauet i orden.