For få år siden stod entreprenørerne i kø, når der skulle udbydes nye opgaver. Men nu er flere af dem begyndt at sige nej tak, når byggeriet sendes i udbud af frygt for at løbe tør for arbejdskraft, lyder det fra Bygherreforeningen.
En af dem, der er begyndt at sige nej, er Carl-Ole Holbøll, administrerende direktør i familievirksomheden Holbøll og Sønner, som siden 1947 har gravet huller overalt på Sjælland:
- For hvis du siger ja til alt, ender du med at mangle arbejdskraft, og det er for åndssvagt. Så bliver du desperat, når du skal skaffe nye folk til opgaverne, siger han.
Virksomheden i Lov, nær Næstved, har netop landet et rekordresultat og fokuserer nu på øget indtjening, fremfor at øge væksten for at konsolidere sig, inden det igen begynder at gå ned af bakke.
- Det buldrer derudaf, som det gjorde i årene før finanskrisen. Og så gælder det om at polstre sig, inden det hele vælter, siger Carl-Ole Holbøll.
Tendensen mærkes også i Bygherreforeningen, der organiserer 120 af Danmarks største byggeherrevirksomheder. Her frygter man især, at det store byggeboom medfører stigende priser i byggeriet.
- Vores medlemmer oplever nogle gange, at de har svært ved at få entreprenører til at byde på opgaven. Og de oplever stigende priser, fordi entreprenørerne har fulde ordrebøger og derfor ikke er særlig sultne efter nye opgaver, siger Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen.
Det er både private og offentlige byggerier, der driver væksten. Mest markant er fremgangen i Region Sjælland, viser en opgørelse fra byggefakta.dk. Det skyldes især det store projekt omkring ud- og ombygningen af Køge Sygehus til Sjællands Universitetshospital til 2,1 milliarder kroner.
Minder om tiden før finanskrisen
Cheføkonom i Dansk Byggeri, Bo Sandberg afviser, at markedet er på vej mod overophedning.
- Vi kan godt sammenligne situationen netop nu med årene før finanskrisen, for det går jo godt i byggeriet. Men der er stadig et stykke vej mod en direkte overophedning.
Han hæfter sig især ved, at der stadig er 25.000 færre beskæftiget i byggeriet end i 2006.
- Og lønudviklingen i byggebranchen har været langt mere moderat end i årene før finanskrisen, siger Bo Sandberg, der betegner markedet som ophedet, men ikke overophedet.
2018 bliver nyt rekordår
- •
Tal fra Byggefakta viser, at 2018 bliver et nyt rekordår i byggeriet.
- •
Lige nu ser det ud til, at 557 projekter starter op i 2018 til en samlet værdi af 88 milliarder kroner.
- •
Det er en stigning på 14 milliarder kroner sammenlignet med opgørelsen fra november 2016. Kilde: Byggefakta.dk