15 nominerede præstegårde fra hele landet har kæmpet om titlen som Danmarks smukkeste i en konkurrence arrangeret af Bygningskultur Danmark.
Vinderen er Moseby Præstegård i Aastrup Sogn på det nordøstlige Falster.
- Moseby Præstegård er en værdig vinder af konkurrencen. Det er bindingsværksidyl, når det er smukkest og med en detaljerigdom og en håndværksmæssig skønhed, som gør stedet til national og uerstattelig kulturarv, siger Birthe Iuel, der er formand for Bygningskultur Danmark.
Præstegården på Falster fik over en femtedel af stemmerne, og det glæder Jens Dag Lose, der er sognepræst i Aastrup Sogn.
- Når jeg bor på stedet, er jeg ikke overrasket over, at den løb med titlen, men det er da selvfølgelig overraskende, at 21 procent af stemmeafgiverne mener det samme mig, siger han.
Den fredede Moseby Præstegård er fra 1596. Den er både stråtækt og firlænget, og sognepræsten er glad for at bo i den vindende præstegård.
- Når jeg står op om morgenen og ser solen skinne dejligt ind i de smukke stuer, og når jeg går en tur i haven og følger naturens gang, så synes jeg, at jeg bor på Danmarks skønneste sted, siger han.
Fyn og Himmerland vinder 2. og 3. plads
Andenpladsen gik til Kølstrup Præstegård ved Kerteminde på Fyn, mens Vive Præstegård ved Hadsund blev kåret til den tredje smukkeste præstegård.
Bygningskultur Danmark vil med konkurrencen sætte fokus på præstegårdene, fordi flere bevaringsværdige præstegårde enten bliver revet ned eller der bliver søgt om tilladelse til det.
Det drejer sig ifølge Bygningskultur Danmark blandt andet om Hinge i Midtjylland, Skovlænge på Lolland, Hadsund ved Mariager og Knebel på Djursland.
I Jyderup har menighedsrådet ansøgt Holbæk Kommune om at rive længerne til en præstegård ned.
De 15 nominerede præstegårde:
- •
Jylland:
- •
Vive Præstegård (Vive Kirke ved Hadsund)
- •
Ubjerg Præstegård (privateje, Tønder)
- •
Herslev Præstegård (Herslev Kirke ved Fredericia)
- •
Hørup Præstegård (Hørup Kirke på Als)
- •
Notmark Præstegård (Notmark Kirke på Als)
- •
Øster Lindet Præstegård (privateje, Vejen Kommune)
- •
Augustenborg Præstegård (privateje, Sønderborg Kommune)
- •
Fyn og øer:
- •
Kølstrup Præstegård (Kølstrup Kirke ved Kerteminde)
- •
Kerte Præstegård (Kerte Kirke på Vestfyn)
- •
Stenløse Præstegård (Fangel Kirke ved Odense)
- •
Lindelse Præstegård (Lindelse Kirke på Langeland)
- •
Sjælland, øer og Bornholm:
- •
Store Heddinge Præstegård (Store Heddinge Kirke på Stevns)
- •
Søllerød Præstegård (Søllerød Kirke, Nordsjælland)
- •
Moseby Præstegård (Aastrup Kirke på Falster)
- •
Østerlars Præstegård (Gudhjem Kirke på Bornholm)


