Måske kan borgerne snart få lidt lettere ved at gå en tur langs havnen.
Efter terrorangrebet i New York i 2001 blev der lavet nogle overordnede regler om terrorsikring af havne. De regler blev lagt ned over alle havne uanset størrelse og funktion. Og ifølge bestyrelseformand i Danske Havne, Ole Ingrisch, overgjorde mange havne i Danmark terrorsikringen.
- Der blev overimplementeret og terrorsikret for voldsomt i specielt de små og mellemstore havne, siger han.
Men i dag får havnene lov til at vælge mere fleksible løsninger. Myndighederne er blevet lettere at snakke med, når terrorsikringen er åbenlyst skudt over målet.
- Det er for eksempel overvågning, bomme og indkørselsforhold, der har været rigide. Og så har man kunnet få nogle mere fleksible løsninger og derved en mulighed for at begrænse investeringerne i materiel og udstyr, siger Ole Ingrisch.
Blandt andet kan det være, at sikringen får lov til at være mobil, så den kun er til stede, når der en sjælden gang kommer et udenlandsk fragtskib. Så fremfor at have massiv terrorsikring døgnet rundt, sættes den mobile kontrol ind og tjekker alle personer, fragt og papirer de få dage om måneden, hvor en mindre havn får besøg af et stort fragtskib.
- Der er jo nogle havne, som kun har ganske få skibsanløb hen over året med international handel, og så er der jo ikke brug for bomme og indhegninger året rundt, siger Ole Ingrisch.
Nykøbing Havn vil åbne op
Nykøbing -Falster Havn er en af de havne, hvor man gik alt for voldsomt til værks, da man i sin tid terrorsikrede.
Det mener havnens formand Rene Christensen fra Dansk Folkeparti i Guldborgsund Kommune.
Han håber nu at kunne gøre havneområdet i Nykøbing Falster mere tilgængeligt. I dag er havnen nemlig afskåret fra resten af byen med et næsten en kilometer langt blåt jernhegn.
- Vi er nogle partier, der arbejder på at åbne dele af havnen op, siger Rene Christensen.
Han understreger dog, at havnen stadig skal være så sikret, at der for eksempel ikke færdes børnehavebørn de steder, hvor havnens personale kører med tunge bulldozere.
Alle havne, der betjener skibe i international fart, skal:
- •
Udarbejde konkrete sårbarhedsvurderinger for hvilke sikringstiltag, der er nødvendige på den enkelte facilitet.
- •
Sikre adgangskontrol og foretage overvågning af de enkelte faciliteter.
- •
Kunne foretage en umiddelbar reaktion, hvis der konstateres uautoriseret adgang til faciliteten. Det er dog kun de dele af havnen, hvor man betjener internationale skibe, der skal have overvågning.
- •
Reglerne beskriver ikke, hvordan de konkret skal udføres. Derfor er det i stor udstrækning op til de enkelte havne at finde den løsning, der passer bedst til havnens forhold og økonomi. Kilde: www.trafikstyrelsen.dk