Feriebogen er stadig på papir

Selvom en e-bog ikke vejer noget i feriekufferten, så foretrækker flertallet af os stadig at læse papirbøger i ferien og fritiden.

Hvis danskerne skal vælge mellem at tage en e-bog eller en papirbog med som underholdning i ferien, så vinder fornemmelsen af papir mellem fingrene. (© Colourbox)

- Jeg er nok lidt gammeldags. Jeg kan godt lide at bladre i bogen, det er en rar fornemmelse, siger Kim Østergaard fra Holbæk.

På landsplan er bibliotekernes digitale udlån vokset markant det sidste halve år, men det udgør stadig kun en mindre del af det samlede udlån. For eksempel på Holbæk Bibliotek er 5-10 procent af udlånet digitalt.

- Men vi må nok sige, at det er stigende, siger vicebibliotekschef Michael Koch.

E-bogen er ikke det hit, man havde forventet

Forlagenes digitale omsætning udgjorde sidste år 14,3 procent af det samlede salg, så danskerne har været meget længere om at tage e-bøger til sig, end man havde troet.

- Vores forudsigelser om, hvor stor en andel e-bøgerne ville udgøre i 2014, har været overdrevne. Det er slet ikke det tal, man ser, siger formand for Forlæggerforeningen Stig Andersen.

De digitale lydbøger har vundet større indpas blandt de danske læsere, end e-bøgerne har.

Lydbøger på nettet har fået et gennembrud

- Det, der er mest efterspørgsel på i øjeblikket, er netlydbøger, som man kan streame. Det er der større efterspørgsel på end e-bøger, siger Michael Koch. Danmark har ellers længe haltet bagefter vores naboer, når det handler om at høre lydbøger.

- Men nu er det virkelig markant, at den digitale lydbog ser ud til at have en meget stor udbredelse både i udlån og køb, siger Stig Andersen.

Kim Østergaard fra Holbæk har ikke taget e-bogen til sig, men lydbøger hører han gerne.

- De er okay, jeg falder bare i søvn til dem (red. lydbøger), siger han.