Fnatudbrud breder sig: Elever på endnu en skole er smittet

Tre elever på en anden afdeling af Kobberbakkeskolen i Næstved er smittede med fnat.

Rengøringen er allerede i fuld gang på Kobberbakkeskolens afdeling Sydby i Næstved efter det voldsomme udbrud af norsk skorpefnat. (Foto: © Annika Bramming, Annika Bramming)

Et stort udbrud af fnat kan være ved at brede sig til flere skoler i Næstved.

I dag er hele Kobberbakkeskolens Sydby-afdeling blevet lukket og 417 elever sendt hjem, efter at 130 elever har sygemeldt sig.

På Sydby-afdelingen er man nu i gang med at rense og desinficere afdelingens 12.000 kvadratmeter, der skal rengøres på alle flader:

- Det rengøringsfirma, der er i gang nu, skal bruge mange timer på at få skolen rengjort, så det er en kæmpe opgave, fortæller skoleleder Annika Bramming.

Men også på Uglebroafdelingen af Kobberbakkeskolen er der nu konstateret tilfælde af fnat - dog ikke i et antal, så det har været nødvendigt også at lukke den afdeling, fortæller skolelederen:

- På afdeling Uglebro har vi tre tilfælde, og der har vi vurderet, at vi kan nøjes med at rengøre det område, hvor de børn har været. De børn har vi også sendt hjem, siger Annika Bramming.

Annika Bramming er skoleleder på Kobberbakkeskolen i Næstved, der nu har lukket en afdeling indtil på onsdag på grund af udbruddet af norsk skorpefnat. (Foto: © Ann Smed Madsen, (c) DR)

Tidligst på onsdag i næste uge kan de 417 elever på Sydby-afdelingen igen rykke ind i deres klasselokaler. I mellemtiden er alle elever sat i forebyggende fnat-behandling.

Skorpefnat er titusindvis af fnatmider

Flere af eleverne er blevet ramt af skorpefnat - som forårsages af en lille mide, der graver gange i huden og lægger æg.

Og mens det ikke er usædvanligt, at en skole bliver ramt af fnat, så er udbruddet på skolen i Næstved anderledes, fordi netop skorpefnat er sjælden og typisk ses ved personer med nedsat immunforsvar eller ældre.

Det fortæller speciallæge Deirdre Nathalie Dufour fra Hudklinikken Kalundborg.

- Det er den samme fnatmide, der er på spil, men hos patienten, der har skorpefnat, er der titusindvis af fnatmider, huden begynder at skælle af på grund af, at der er så mange mider på patientens overflade, og der vil den mindste berøring med den person betyde, at man bliver smittet, forklarer hun.

Norsk "skorpefnat" er usædvanlig. Den mere almindelige form for fnat kaldes også ”skab” i lægesprog. Men der skal en anden form for nærkontakt til, før den smitter:

- Faktisk plejer vi at sige, at man skal have delt seng med den person, der har fnat, for at få det selv, så der skal altså være tale om tæt og nær kontakt mellem personer, for at blive smittet, forklarer Deirdre Nathalie Dufour om den mere kendte form for fnat.