Der er under fem kilometer mellem Rødby og Rødbyhavn i Lolland Kommune, men i den ene by stemte vælgerne et meget klart nej, i den anden et udtrykkeligt ja. Sådan så det i hvert fald ud i går aftes, da de første resultater var blevet indleveret.
- Efter vi har indberettet og lukket ned, så bliver vi så klar over, da de skiller sig temmeligt meget ud, at der må være byttet om på to kolonner, fortæller valgansvarlig i Lolland Kommune, Peter Leth Skude.
I Rødbyhavn blev der stemt nej med 71,9 procent af stemmerne. Men stemmerne blev ført ind som et ja.
Sjællands Storkreds, hvor Lolland Kommune ligger, har stemt det næststørste nej efter Nordjyllands Storkreds. Ved fintællingen i formiddag kunne de valgtilforordnede da også konstatere, at det var to kolonner, der var blevet forbyttet.
- Det vil altid være pinligt for den person, der har gjort det, men vi ser det som en menneskelig fejl, der sker efter en lang valgdag, siger Peter Leth Skude.
Som vælgere skal vi ifølge Peter Leth Skude ikke være nervøse for landsresultatet. Første optælling sker på valgstederne. Derefter kontrollerer det ene hold det andet ved fintællingen.
- Man bytter simpelthen om på holdene, og så tæller de hver eneste stemme op igen. Alt bliver gennemgået af nye øjne dagen efter, siger Peter Leth Skude, der forsikrer, at det forkerte resultat nu er rettet.
