Høje priser rammer vores tandsundhed: 'Det er meget alvorligt'

De mange aflyste tandlægebesøg kan gøre os alvorligt syge, siger ekspert.

Flere danskere vælger tandlægebesøget fra på grund af privatøkonomien, og det kan få stor betydning for vores generelle helbred. (Foto: © Rie Lund, DR)

Når inflationen og de høje priser rammer vores pengepunge, vælger et stigende antal danskere at droppe turen i tandlægestolen.

En undersøgelse fra Tandlægeforeningen, hvor 622 klinikker har svaret, viser, at der sammenlignet med sidste år er flere, der udskyder eller helt aflyser deres tid.

Men det er ikke uden konsekvenser at springe tandlægebesøget over.

- Til en start er det jo nogle sygdomme i munden: huller i tænderne, tandkødsbetændelse og paradentose, siger Esben Boeskov Øzhayat, der er lektor og forsker på Odontologisk Institut på Københavns Universitet.

Men det kan også være langt farligere sygdomme, der kan opstå eller forværres, hvis man har dårlig mundhygiejne. Forskningen peger på over 15 forskellige følgesygdomme, som kan kædes sammen med dårlige tænder.

- Munden er jo en del af kroppen, så med hjertekarsygdomme, lungebetændelse, sukkersyge, leddegigt, demens og Alzheimer er der påvist en sammenhæng. Og går der betændelse i din mund, kan den sprede sig til halsen eller op mod hjernen og faktisk være dødelig, siger Esben Boeskov Øzhayat.

Risikabelt at bryde regelmæssigheden

Tandlægeforeningen er ikke overraskede over, at nogle vælger besøget i tandlægestolen fra, når priserne på el, varme og mad stiger.

Men i en rundspørge, som Tandlægeforeningen har lavet, svarer knap 70 procent af de adspurgte tandklinikker, at de oplever flere udskydelser eller aflysninger sammenlignet med sidste år.

Og det bør få alarmklokkerne til at ringe, siger Susanne Kleist, der er formand for Tandlægeforeningen.

- Det er meget alvorligt, fordi vi i Danmark har så god en tandsundhed. Men den baserer sig udelukkende på regelmæssighed. Hvis regelmæssigheden ryger, så ryger den høje standard for danskernes tandsundhed, siger Susanne Kleist.

Det er særligt personer med en kronisk sygdom, der er i risiko for at få alvorlige sygdomsforløb, hvis tandlægebesøget udskydes eller aflyses.

- Hvis man for eksempel har diabetes, er det ekstremt vigtigt, at man også har rene tænder. Ellers kan man få svært ved at kontrollere sit blodsukker. En ren mund påvirker stort set alle kroniske sygdomme i en positiv retning, som for eksempel diabetes, leddegigt og forskellige hjertesygdomme, siger Susanne Kleist.

Tænderne har betydning for vores sociale liv

Det er dog ikke kun vores fysiske helbred, der påvirkes, når vi udskyder eller aflyser tandeftersynet.

Vores sociale liv kan også påvirkes, fordi det i høj grad hænger sammen med vores smil og tænder, siger Esben Boeskov Øzhayat, der er lektor og forsker på Odontologisk Institut på Københavns Universitet.

- Hvis du ikke kan spise, tygge eller smile, kan det føre til, at du trækker dig fra andre mennesker. Du mister noget af dig selv, så du stopper med at gå ud i sociale sammenhænge, du går ikke til jobsamtaler eller på dates, siger Esben Boeskov Øzhayat.

Dermed ender et problem, som er startet hos den enkelte, med at blive et problem for hele samfundet.

- Har du nogle mennesker, der holder op med at gå til jobsamtale eller ud i samfundet generelt, så bidrager de heller ikke til fællesskabet, understreger Esben Boeskov Øzhayat.

Et studie fra Københavns Universitet viser, at fire ud af ti voksne ikke går til tandlægen mindst en gang om året, som det ellers er anbefalingen fra sundhedsmyndighederne.