Der er hjælp på vej til personale og patienter på medicinsk afdeling i Holbæk.
To ansatte har slået alarm og fortalte om patienter, der ligger i indtørret afføring og med ubehandlede liggesår, fordi afdelingen er ramt af overbelægning og for lidt personale til at tage sig af de mange, typisk ældre patienter.
Regionsformand i Region Sjælland Jens Stenbæk (V) modtog i aftes en redegørelse om forholdene på medicinsk afdeling på Holbæk Sygehus. Den beskriver, hvad der kan gøres på den lange bane og ikke mindst her og nu:
- Her og nu kan man vurdere, om de patienter, der kommer ind, har behov for at komme på en medicinsk afdeling, eller om de kan overflyttes til andre afdelinger direkte ved modtagelsen, siger Jens Stenbæk.
Målet bliver at reducere antallet af patienter på medicinsk afdeling, blandt andet ved også at få kommunerne til at hjemtage deres færdigbehandlede patienter.
- Jeg kan også se, at sygehusledelsen har handlet på situationen, og jeg har tillid til, at sygehusledelsen sammen med medarbejderne finder de rette løsninger og får afdelingen på ret køl igen, tilføjer Jens Stenbæk.
Han pointerer samtidig, at personalet på sygehuset gjorde klogt i at stå frem med kritikken i både lokale og landsdækkende medier.
En af de ansatte, der stod frem med kritikken, var social- og sundhedsassistent Lena Bruhn Mollnitz, der fortalte at hun ikke havde oplevet noget lignende i de 40 år, hun havde været ansat på sygehuset:
- Det er derfor, jeg nu tør stille mig frem. Jeg har været meget tilbageholdende, men nu synes jeg, nok er nok, siger hun.