Knap hver anden sygeplejerskestilling bliver slået op forgæves

Nye tal viser, at 45 procent af de stillingsopslag, hvor der søges en sygeplejerske, ikke fører til ansættelse.

Sygeplejersker nedlagde arbejdet i to måneder i sommeren 2021, men det er ikke blevet lettere at tiltrække sygeplejersker til opslåede stillinger, viser nye tal. (Foto: © Henning Bagger, Henning Bagger)

Det er ikke nogen ny historie, at der her i landet er stor mangel på sygeplejersker.

Men en ny rapport slår fast, at det bliver stadig sværere at rekruttere sygeplejersker til opslåede stillinger. Knap hver anden stilling bliver nemlig slået op forgæves, viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

I Region Sjælland var der eksempelvis fra december 2021 til maj 2022 1.150 forgæves forsøg på at ansætte en sygeplejerske via et stillingsopslag. I samme periode i 2019 var det tal 280.

Tallene er alvorlige, mener arbejdsmarkedsforsker og lektor ved Aalborg Universitet Laust Høgedahl.

Han mener, at det kan blive en dyr fornøjelse for samfundet, hvis der ikke findes en løsning på problemet.

- Man skal huske på, at regionerne får dækket deres behov på andre måder, og det er særlig via vikarbureauer. Men problemet er, at de ofte bliver meget dyrere at få dækket sine vagtplaner ind på den måde, så det er klart, at det er et alvorligt problem for vores sundhedsvæsen, siger han.

Hospitalsafdelinger er i knæ

Et af de steder, de ofte har stillingsopslag efter sygeplejersker ude, men må opgive at ansætte, er på lungemedicinsk afdeling på Nykøbing Falster Sygehus, fortæller sygeplejerske og tillidsrepræsentant på afdelingen Helle Rantsen.

- Stillingerne bliver fyldt ud med vikarer i stedet, og det er jo dejligt, de er der, men det betyder også, at der går tid med løbende oplæring. Tid, som ikke kan undgå at gå fra patienterne, siger hun.

På afdelingen prøvede de for nylig at lave en video, hvor både læger, sygeplejersker og resten af personalet fortalte om afdelingen sammen med et stillingsopslag, fortæller hun.

- Vi håbede, vi kunne skille os lidt ud i de mange stillingsopslag, men heller ikke der fik vi ansat nogen.

Helle Rantsen oplever også, at flere kolleger stopper på afdelingen for så at blive vikarer, hvor de tjener mere end de fastansatte.

Ifølge forkvinden for Dansk Sygeplejeråd i Kreds Sjælland, Anne Marie Holst Sommer, er nogle sygeplejersker så pressede, at de helt forlader faget.

- Der bliver lagt rigtig meget pres på sygeplejerskerne, og det er der blevet igennem flere år, og det gør, at man trækker sig, fordi de ikke kan holde til det i længden, siger hun.

Der skal bedre arbejdsvilkår og højere løn til, hvis det skal lykkes Region Sjælland at ansætte og fastholde sygeplejersker, mener Anne Marie Holst Sommer.

- Jeg ved, at mange er trætte af at høre, at sygeplejersker mangler løn, men de er en hel arbejdsgruppe, som ikke synes, de får nok løn i forhold til ansvar, arbejdsopgaver og -pres, og så bliver man nødt til at høre på dem.

Man kan ikke blive ved med at sidde overhørig, at sygeplejersker ikke synes, de får nok i løn, siger Anne Marie Holst Sommer.

Sygeplejerskeløn på dagsordenen på Christiansborg

Løn og arbejdsvilkår blandt offentligt ansatte er ikke noget, som Folketinget normalvis blander sig i. Den danske model sikrer, at det er noget, som arbejdsmarkedets parter selv løser.

Sidste år standsede regeringen den to måneder lange sygeplejerskestrejke. Og alt tyder på, at løn og arbejdsvilkår for sygeplejersker og andre offentligt ansatte bliver et tema i den kommende valgkamp.

Det vurderer Laust Høgedahl.

- Det er lidt atypisk, at vi på denne her måde ser flere forskellige partier melde ud, at de er villige til at give sygeplejersker eller andre faggrupper mere i løn.

Onsdag holder Region Sjællands rekrutteringsudvalg møde, hvor netop løn er øverst på dagsordenen, men ifølge udvalgsformand Maja Roesen (SF) kan regionen ikke opfylde sygeplejerskernes lønkrav.

- Regionen har ikke supermange penge til bare at sætte lønnen op, siger hun.

Derfor glæder hun sig over, at Christiansborg efter alt at dømme tager emnet op til debat.

- Det ville gøre det nemmere, hvis vi fik flere midler til løn, for så bliver det ikke sådan en overbudsbutik. Hæver vi lønnen i Region Sjælland, hæver de måske lønnen i Region Hovedstaden, og så slås vi om medarbejderne. Vi har brug for et løft til hele området, siger Maja Roesen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) tog allerede hul på emnet ved gårsdagens åbningstale i Folketinget, hvor hun foreslog en helhedsplan for velfærdssamfundet - herunder løn- og arbejdsvilkår – der skal række 15 år ud i fremtiden.