Lars Jørgensen har vundet EM-guld med landsholdet, han har spillet på vindende storhold hele sin professionelle karriere, og i sportsverdenen bliver han rost fra alle sider.

Han bliver endda kaldt et klenodie – noget værdifuldt.

Nu er det slut. Lars Jørgensens håndboldkarriere er officielt forbi, når sæsonen er ovre og mesteren kåres på søndag. Reelt sluttede sæsonen dog noget tidligere for den 39-årige KIF Kolding København-spiller, der har været skadet siden starten af april.

Første gang han fik en håndbold i hånden var Lars Jørgensen tre år gammel – nu er han som nævnt 39 og ved ikke, hvad han skal leve af, når karrieren er slut.

- Jeg har opnået alle mine mål og drømme inden for håndbold nu, så det er tid til noget nyt, siger han.

"Han er altid glad"

Resultaterne af 20 års mål og drømme ligger gemt væk i en kommodeskuffe i stuen hjemme i Køge. Her ligger over 10 guld-, sølv- og bronzemedaljer i en rodebunke sammen med et magasin med en yngre Lars Jørgensen på forsiden.

Hans ærgerrighed og iver for at vinde og blive bedre har altid brændt meget kraftigt. Det gør den stadig, understreger han, men ikke på samme måde.

Rodebunken af medaljer vidner om en ambitiøs sportsmand, som har opnået resultater, der for mange ville kræve blod, sved og tårer. Men hvor andre måske ville bruge tårer, virker det som om, at Lars Jørgensen bruger positive tanker.

- Lars er jo altid glad!, siger hans kone, Rikke Jørgensen, imens hun laver kaffe i familiens store lyse køkken, smiler og himler med øjnene.

Tophåndbold i lagerhal på betongulv

Som 23-årig flytter Lars Jørgensen til Altea i Spanien, hvor han har skrevet kontrakt med sin første udenlandske klub. Det er hans store drøm, og det har det været, lige siden han var ungdomsspiller hjemme i Fladså Håndbold på Sydsjælland.

- I Altea var drømmen, og man har en forestilling om, at det bliver genialt, siger han.

Men i den lille landsby helt ud til Middelhavet venter der en noget anderledes håndboldkultur for det spirende håndboldtalent, som allerede er strøget ind på A-landsholdet og er vant til at spille under ordnede forhold i den danske liga.

Her er en gammel lagerhal lavet om til sportshal med et hårdt betongulv, der er lagt et tyndt lag gummi hen over.

Der flyver fugle rundt derinde, og når spillerne træner, skal de være opmærksomme på fuglelortene.

- Det var så amatøragtigt, men det var på en eller anden måde befriende. For det gjorde bare, at du fik pillet alle lagene af. Du er ligesom inde ved kernen af spillet, siger han.

Spanien - det var livet!

Hverdagens rutiner var også anderledes end i Danmark. Selvom spillerne skulle træne eller spille kamp, var det almindeligt at spise et stort måltid med vin og øl til frokost, inden det gik løs med håndbold om aftenen, når varmen havde lagt sig.

- Jeg havde nok forventet noget andet, men jeg kunne også bare med det samme mærke, at det var det rigtige sted. Det var det rigtige, siger han og stopper eftertænksomt op inden han fortsætter:

- Det var livet! Det der overskud, folk havde, siger han.

Det unge par flytter ind i en 150 kvadratmeter stor lejlighed med panoramaudsigt ud over Middelhavet og kan ikke ønske sig mere, som Lars selv beskriver det, men samtidig afhænger glæden af resultaterne på håndboldbanen.

- Omvendt, hvis jeg nu havde spillet rigtigt dårligt, så havde udsigten og alt det sjove udenom måske ikke føltes lige så fedt. Du er nødt til at få alle de der delkomponenter til at hænge sammen. Og der har vi været heldige, siger han.

Men heldet kommer ikke uden at have gjort en indsats, for Lars Jørgensen træner hårdt og er ambitiøs, når han først går i gang.

- Jeg er meget målrettet og præcis i min træning, men derudover har jeg nydt livet, siger han.

Det har altid for Lars Jørgensen været vigtigt at grine til træning, vælge de gode oplevelser eller nyde et glas vin til maden, når han er hjemme. Det skal være sjovt.

- Det gælder jo for alle mennesker. Hvis du går og er bitter og sur derhjemme, så bliver det også udtrykket i det, du laver, siger han.

Flænge i lårmusklen og sprøjte i røvballen

Smerte og slag er hverdag for en håndboldspiller.

Det er et spil, hvor risikoen for skader er stor, når modstanderen tackler, river og flår i dig for at stoppe dig i at score mål, og hvor de mange kampe slider på kroppen.

- Jeg glemmer aldrig dengang i Spanien, hvor jeg fik en fibersprængning i lårmusklen, og fysioterapeuten Alejandro mente, at min muskel bare var lidt spændt, siger Lars Jørgensen og fortsætter:

- Så Alejandro presser sin tommeltot med hans 130 kilos kropsvægt ned i mit lår, og jeg jamrer bare: "Alejandro! Alejandro!", siger han, imens han misser med øjnene og vifter med armene, for at vise hvordan det så ud, da han lå på halgulvet dengang.

Et røntgenfoto viste senere, at Lars Jørgensen havde en otte centimeter lang flænge i lårmusklen, og der var dannet små hvide kalkaflejringer i den, fordi fysioterapeuten havde presset så hårdt.

Lars Jørgensens evne til at bide smerte i sig havde dog nær stoppet hans karriere allerede som 25-årig, da han risikerede at miste førligheden.

Storklubben Portland San Antonio havde købt ham for at vinde det spanske mesterskab, men Lars havde fået en diskusprolaps.

- Jeg skulle bevise mit værd, og træneren var ikke forstående, så jeg fik en sprøjte i røvballen inden kamp. Det var jo absurd, men jeg overvejede ikke på noget tidspunkt at stoppe, siger han.

På trods af sin skade spillede Lars Jørgensen videre. Han gjorde det godt, og holdet vandt det spanske mesterskab, men efterfølgende måtte han gennemgå en rygoperation, som mange ikke kommer videre efter.

- Jeg kan godt se, det er åndssvagt efterfølgende. Men omvendt kan jeg mærke, at det har hærdet og skolet mig. Har man stået det igennem, skal der meget til, at du bøjer af, siger han.

Skade var held i uheld

En fredelig forårstirsdag er der nu intet frygtindgydende over Lars Jørgensen, når han sidder ved spisebordet. På en håndboldbane er han dog kendt for at være fair, men hårdt spillende.

Siden rygskaden har hans primære plads på banen været i forsvaret, hvor han har sørget for at dække op. Alligevel ser Lars Jørgensen faktisk på rygskaden som den periode, hvor han har været allermest heldig.

Under rygskaden, hvor Lars Jørgensen ikke kunne spille håndbold, mødte han en fysisk træner, José Luis Hernandez, som siden fik afgørende betydning for hans karriere.

- Det er jo held i uheld, for jeg ligger der med en diskusprolaps, men det er ham, der gør, at jeg faktisk tager et tigerspring op og bliver bedre, siger han.

Indtil da har Lars formået at mose sig frem og bide smerte i sig, men den spanske træner havde en baggrund i atletikkens verden og havde en anden tilgang til sport og fysik, som udvidede Lars Jørgensens horisont.

- På tre måneder blev jeg 30 procent bedre, end jeg var på det tidspunkt. Jeg blev stærk i min ryg, i mine underarme og i min hofte, siger han.

Med den nye og specialiserede fysiske træning kunne Lars pludselig holde modspillerne, når de kom løbende imod ham, hvor han førhen hev og flåede rundt for at stoppe dem.

- Derfra så jeg mig ikke tilbage, der var jeg bare totalt ’on top of the world’, siger han.

Og det er han stadig.

Hans yngste holdkammerat er 20 år yngre end ham, men han viger ikke pladsen af egen fri vilje af den grund. De skal gøre sig fortjent til den, ligesom han selv har gjort.

Krumtap og forsvarsgeneral

I medierne, af trænere og af holdkammerater bliver Lars Jørgensen Jørgensen beskrevet med ord som en krumtap, en forsvarsgeneral og en spiller, der er alfa og omega for holdet.

- Jeg vil hellere tage ansvar og risikere at fejle, end at blive en grå mus, der følger efter, siger han.

Han vil være en ressource for holdet. Allerede som ungdomsspiller blev han anfører på ungdomslandsholdet og har siden haft meget spilletid og været en nøglespiller i de klubber, han har spillet for.

Men siden han traf beslutningen om at stoppe karrieren efter denne sæson, har rygsmerter afholdt ham fra at være med til at spille de sidste og afgørende slutspilskampe for hans hold, KIF Kolding København.

- Det er nervepirrende og irriterende ikke at kunne bidrage til holdet, men bare sidde på sidelinjen, siger han.

Den sidste kamp blev derfor ikke den romantiske afslutning, som han havde forestillet sig, men valget om at stoppe som håndboldspiller var truffet inden rygsmerterne, og det er han glad for, forklarer han.

Åben fremtid

Fra at have været en af de bedste inden for sit fag i 20 år, skal Lars Jørgensen nu finde sig et nyt job, så han og familien kan forsørges.

Men han aner endnu ikke, hvad det skal være.

- Det er lidt angstprovokerende, og nogle gange tænker jeg på, om jeg har fod på det, jeg har rodet mig ud i, siger han.

Alligevel ser han på fremtiden med ro og optimisme og en tro på, at han har en masse at byde på, selvom han ingen uddannelse har.

- Det kan sagtens være, at jeg skal prøve lidt forskelligt for at finde min rette hylde. Men jeg vælger at tro på, at de menneskelige og ledelsesmæssige kvaliteter, som håndbolden har givet mig, kan bruges et andet sted, siger han.

I første omgang skal Lars Jørgensen på skærmen som ekspert for TV 2 til to landskampe i maj. Det er det eneste, der er planlagt.

Alligevel sidder forsvarsklippen roligt og tilbagelænet på stolen uden at lave panderynker, da samtalen falder på fremtiden.

- Jeg ved virkelig ikke, hvad der skal ske, men det skal nok blive godt. Det skal det, siger han og nikker beslutsomt.

Blå bog: Lars Jørgensen