Det er ikke kun de store studiebyer, som mangler studieboliger. Også på Sjælland er det et stigende problem at skaffe unge mennesker SU-venligt tag over hovedet.
På bare fire år har Professionshøjskolen Absalon trukket næsten 1.600 flere studerende til byer på Sjælland uden for København, men den positive udvikling skaber problemer på boligmarkedet.
I Slagelse har boligselskaberne i øjeblikket mere end 275 studerende på venteliste.
- Vi har svært ved at tilbyde alle studieboliger lige nu, men arbejder ihærdigt på at understøtte, at der kommer flere boliger i Slagelse, siger Lone Wenzel, erhvervs- og arbejdsmarkedsdirektør i Slagelse Kommune.
Også i Kalundborg er der mangel på boliger til studerende, efter at kommunen i september bød 42 nye studerende velkommen på den nyoprettede ingeniøruddannelse.
- I en by som Kalundborg er der bare ikke særlig meget boligkapacitet. Vi har allerede rigtig travlt, hvis vi skal være klar til næste studiestart, siger Anders Andreasen, udviklingskonsulent i Kalundborg Kommune.
Manglen på studieboliger i Kalundborg forsøger kommunen at imødegå med beboelsespavilloner, hvor de unge midlertidigt er indkvarteret i mobile skurvogne på 22 m2.
”Man bliver ret panisk”
22-årige Caroline Vestergaard Petersen, der læser i Slagelse, var en af de studerende, som manglede en bolig op til studiestart.
Hun måtte pendle to timer hver dag i fire måneder, før hun fandt en bolig i nærheden af sit studie.
- Til at starte med var det en lille smule problematisk. Man bliver ret panisk, fordi man godt kunne tænke sig at engagere sig i sin uddannelse, men det kan transporttiden gå hen og ødelægge, siger Caroline Vestergaard Petersen, som læser til socialrådgiver på Professionshøjskolen Absalon.
Det kom meget bag på hende, at det var så svært at finde en bolig i provinsen.
- Jeg er til det lidt mere landlige liv, så jeg valgte Roskilde fra. Alle søger ind mod de større studiebyer, så jeg havde overhovedet ikke regnet med, at det skulle være så svært at finde et sted at bo, siger hun.