Mortens landsby fik bredbånd sidste år: Nu kan jeg arbejde hjemmefra

Tre landsbyer på Sjælland fik sidste år 3,4 millioner kroner til bedre internet.

Morten Juel fra Bendslev på Sjælland har fået en lettere hverdag, efter landsbyen fik penge fra bredbåndspuljen sidste år. (Foto: © Herlufsholm Skole, Herlufsholm Skole)

Livet er blevet lettere i landsbyen Bendslev. Sidste år fik byen penge fra bredbåndspuljen, og nu har indbyggerne ikke længere problemer med langsomt internet.

Morten Juel var en af dem, der kæmpede for at få penge fra puljen, og det hurtige internet har gjort hverdagen nemmere.

- Det er helt fantastisk. Nu kan vi arbejde hjemmefra, uden at det hele er så langsomt, at man hiver sig selv i håret, siger han.

Nu er regeringen igen klar til at fordele 100 millioner kroner til 40 nye bredbåndsprojekter, hvoraf størstedelen ligger i landområderne.

Puljen skal blandt andet gøre det lettere at arbejde hjemmefra eller at drive en virksomhed på landet.

Og ifølge Morten Juel kan man godt se frem til det, hvis man bor i et område, som nu får penge fra bredbåndspuljen.

Han arbejder som systemudvikler på Herlufsholm Skole, og det betyder meget for ham, at han har mulighed for at arbejde hjemmefra.

- Hvis jeg for eksempel skal lave noget, hvor jeg er nødt til at komme ind på skolens systemer, så slipper jeg for at køre 20 kilometer hver vej. Det gør livet meget nemmere, siger han.

En opgørelse fra Energistyrelsen viser, at i alt 71 procent af bopælene i Region Sjælland har adgang til en downloadhastighed på mindst 100 Mbit per sekund, der anses for at være den acceptable forbindelse for danskerne.