Proppede samkørselspladser tvinger bilister ud i rabatten

Hvis du vil dele bilturen for at spare regningen til brændstof, kan det blive svært overhovedet at komme til at parkere.

Problemet med de proppede samkørselspladser er størst i de store pendlerbyer på Sjælland som Holbæk, Slagelse og Næstved. (Foto: © Peter-Mikkel Pihl Rasmussen, (c) DR)

Du kender sikkert scenariet. Det er tidlig morgen, du er måske kommet lidt for sent ud af døren, du skal finde et sted at parkere din bil og så er alle pladserne optaget. For dem, der benytter sig af samkørsel, er det et problem hver dag. Her har der været så stor efterspørgsel på at køre sammen, at bilisterne ofte må parkere i græskanterne.

Anne Nielsen, der til daglig studerer i København, må ofte finde alternative steder at parkere sin bil, når hun skal samle sin medkursist op.

- Der er tit fyldt godt op, så vi må holde udenfor den officielle plads og alligevel må vi sommetider helt over i den anden side af den uofficielle plads.

Fra Vejdirektoratets side er tanken, at bilister tæt på motorvejen kan mødes og stille den ene bil og så dele køreturen til og fra arbejde.

Maleren Peter Ehlers synes, det er en er rigtig god tanke, men de proppede samkørselspladser giver frustration, når han holder ved afkørsel 40A i Slagelse.

- Der er run på i dag, der er sat'me mange. Der mangler nogle pladser, det mærker jeg næsten hver dag. Vi må holde ude i siden, og det er irriterende.

Populær ordning

Problemet med de proppede samkørselspladser er størst i de store pendlerbyer på Sjælland som Holbæk, Slagelse og Næstved. Også i Jylland mærkes presset på samkørselspladserne i Vejle, Kolding og Skanderborg.

Benyttelsen af samkørsel og hvor meget trængsel der er på pladserne, varierer fra landsdel til landsdel, siger Mia Stampe Lagergaard.

- Det er meget forskelligt. Der er nogle mindre pladser ude i de mere tyndt befolkede områder, der ikke bliver brugt lige så meget. Samtidig er der pladser langs de store veje, der er rigtig godt benyttet.

Presset kommer, fordi folk gerne vil køre sammen med hinanden, siger projektleder i Vejdirektoratet, Mia Stampe Lagergaard.

- Vi har været inde i nogle store omvæltninger. Der har været corona, der har afholdt folk fra at sætte sig ind i en bil med en fremmed. Efter corona har der været prisstigninger på brændstof, der har motiveret folk til at køre sammen, for så kunne man spare den ene bil.

Løsninger skal give flere mod på samkørsel

Lige nu findes der omkring 150 samkørselspladser landet over, hvor bilister kan stige af og på eller parkere bilen. Den store trængsel på pladserne kan dog være en hindring i forhold til at få endnu flere til at benytte sig af samkørsel.

Interesseorganisationen Dansk Erhverv ser meget positivt på de muligheder samkørsel giver og har en simpel løsning til de trængte pladser, siger Jesper Højte Stenbæk, fagchef for transport og infrastruktur.

- Når de eksisterende samkørselpladser er fyldte, så fravælger folk dem, og er folk først gået væk fra ordningen, er de svære at få tilbage igen. Derfor skal vi have flere parkeringpladser.

Vejdirektoratet driver og ejer 30 af landets samkørselspladser, resten står kommunerne for. Selvom løsningen på problemet kan virke ligetil, så er det en længere proces, forklarer Mia Stampe Lagergaard

- Den måde, som vi har mulighed for at udvide samkørselspladserne på, er ved, at vi først identificerer, hvor der er problemer. Herefter laver vi et skitseprojekt for en udvidelse, der skal godkendes hos Folketinget, der kan vælge at bevilge nogle penge fra puljen i infrastrukturplanen. Det er noget, der skal på finansloven.

Tilbage på den proppede samkørselsplads ved afkørsel 40A i Slagelse Peter Ehlers altså væbne sig med tålmodighed.