Psoriasispatienter får ikke samme behandling

Når psoriasispatienter vil have hjælp til deres sygdom, så er der stor forskel på, hvilken behandling de tilbydes af regionerne.

59-årige Grethe Houby fra Haslev bor i den forkerte del af landet. Hun kan nemlig ikke få klimabehandling af sin psoriasissygdom, da Region Sjælland ikke vurderer behandlingen, der foregår på Læsø, er god nok. (Foto: © Privatfoto, Privatfoto)

- Hvis du havde boet et andet sted, så kunne du godt have fået behandlingen.

Sådan lød beskeden til 59-årige Grethe Houby fra Haslev, da hun henvendte sig til sin læge for at komme i klimabehandling for hendes svære psoriasis. Årsagen til lægens noget opsigtsvækkende melding var, at Grethe Houby bor i Region Sjælland.

I denne del af landet vil man nemlig ikke yde støtte til klimabehandlinger på Læsø, som ellers er et behandlingstilbud, der gives til langt de fleste psoriasispatienter i Danmark. Derfor undrer det Grethe Houby, at hun ikke får samme mulighed.

Klimabehandling er et alternativ til hospitalsindlæggelse, hvor behandlingen består i solbadning og badning i mineralrigt vand kombineret med indsmøring i salver.

Tag til Israel i stedet for

- Det kan da ikke være rigtigt, at der er forskel på os og dem. Jeg fik bare at vide hos lægen, at hvis jeg havde boet på den anden side af Storebælt, så kunne han have sendt mig til Læsø, siger Grethe Houby.

I stedet kunne Region Sjælland tilbyde den 59-årige psoriasispatient en tur til Israel, som tilbyder nogenlunde samme behandling. Men den tur kan Grethe Houby ikke klare, da hun er kørestolsbruger.

- Jeg kan slet ikke forstå det. Jeg mener helt oprigtigt, at der skal være ens regler - uanset om man bor på Sjælland, Fyn eller i Jylland. I et så lille land som Danmark, der kan vi da ikke have forskellige regler, siger hun.

- Det føles som en tredjegradsforbrænding

Og det er en holdning, som man deler i Danmarks Psoriasis Forening. Landsformand Jens Sloth Jensen er dybt forundret over, at Region Sjælland ikke vil tilbyde samme behandling, som Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark.

- Det ser jeg som et meget stort problem. Uanset hvor man bor i landet, så skal man kunne få behandling for sin sygdom. Vi skal simpelthen tage vores psoriasispatienter alvorligt. Det er nemlig en meget alvorlig sygdom, siger Jens Sloth Jensen.

Men fordi Region Sjælland ikke vil tilbyde Grethe Houby en klimabehandling på Læsø, så må hun hver dag tager store mængder morfin for at holde smerterne nede.

- Det er jo ikke en sygdom, som folk kan se. Men for mig er det ligesom en tredjegradsforbrænding. Bare det at gå i bad, hvor man får vand på huden, føles som en meget slem forbrænding. Det gør virkelig ondt, siger Grethe Houby.