SF i Region Sjælland kræver at Sundhedsplatformen bliver udskudt som modydelse for, at partiet kan pege på en regionsrådsformand. Den nuværende formand Jens Stenbæk (V) trækker sig ved valget på tirsdag.
Spidskandidat for SF Tina Boel siger, at partiet står fast på kravet om, at Sundhedsplatformen skal udskydes:
- Vi mente det, da vi hen over sommeren bad om at få udskudt Sundhedsplatformen. Der er stadig store problemer i Region Hovedstaden, hvor lægerne bruger alt for meget tid på IT. Det kan vi ikke tåle i Region Sjælland, hvor vi har så stor mangel på læger, siger hun til DR Sjælland.
Socialdemokraternes spidskandidat Heino Knudsen afviser at stoppe Sundhedsplatformen, der er planlagt til at gå i luften fem dage efter valget:
- Det kan jeg ikke se kan lade sig gøre. Det vil heller ikke være godt for de mange medarbejdere, der har forberedt sig, siger han.
Spidskandidaten medgiver dog, at så længe der ikke er slukket for de gamle systemer, så kan det formentlig lade sig gøre, men han kender ikke de konkrete detaljer. Han vil i stedet ”give medarbejderne tryghed” ved at arbejde videre med de nye elektroniske patientjournaler:
- Jeg har selvfølgelig også sommerfugle i maven, men jeg har også en tro på, at der bliver en god implementering af Sundhedsplatformen, siger han.
De øvrige partier i regionsrådet pånær Enhedslisten afviste i sommer at udskyde Sundhedsplatformen, der er planlagt til at gå i luften natten til 26. november.
Begrundelsen var, at tusindvis af medarbejdere har fået lagt deres vagtplaner og deltaget i undervisning. En udskydelse vil skabe kaos, lød begrundelsen.
Men Tina Boel fra SF siger, at det økonomiske stormvejr vil blive meget større, hvis Region Sjælland ikke stopper op nu:
- Sundhedsplatformen giver stadig så mange problemer i hovedstaden, at Region Sjælland bør stoppe og udskyde igangsættelsen af it-systemet, siger hun til DR Sjælland og uddyber:
- Region Sjælland får enorme udgifter på at sende patienter til behandling i andre regioner, fordi lægerne ikke kan nå så mange patienter som de plejer. Det viser alle erfaringer fra hovedstaden, siger hun.
I Region Hovedstaden var der store forventninger til Sundhedsplatformen, som blandt andet skulle bidrage med besparelser for 102 millioner kroner i budgettet for 2018.
Men flere læger har offentligt luftet deres frustrationer over systemet, som er blevet kaldt fejlbehæftet og meget tidskrævende.
Venstres spidskandidat Jacob Jensen og socialdemokraternes Heino Knudsen har ifølge Tina Boel fået at vide, at hun bringer Sundhedsplatformen og et krav om udskydelse ind som en del af konstitueringsforhandlingerne.