Endnu et drab er blevet føjet til sigtelsen mod den 30-årige kvindelige sygeplejerske fra Nykøbing Falster Sygehus, der siden 1. marts har siddet varetægtsfængslet.
- Den nye sigtelse er en følge af den ganske omfattende efterforskning, som har foregået siden anholdelsen af den 30-årige kvinde. Det er et drab, der er foregået på hospitalet også, fortæller Kim Kliver, politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Sigtelsen har hidtil lydt på tre drab og et drabsforsøg, men når varetægtsfængslingen skal forlænges ved et retsmøde på tirsdag, vil sigtelsen hedde fire drab og et drabsforsøg.
Offentligheden får indblik i sagen
Den nye sigtelse betyder, at politiet ikke længere vil anmode om, at sagen skal holdes for lukkede døre, når den seneste varetægtsfængsling udløber tirsdag.
- Nu er vi heldigvis kommet i den situation, at det vil være mindre ødelæggende for vores efterforskning, at vi åbner dørene, så man også kan se, at det omfattende arbejde bærer frugt. Derfor har vi valgt, at der ikke bliver begæret dørlukning ved det kommende fristforlængelsesmøde i retten, fortæller Kim Kliver.
Det betyder, at offentligheden endelig kan få mere at vide om, hvad der angiveligt er foregået i tidsrummet fra lørdag den 28. februar klokken 19 til søndag 1. marts klokken 7, hvor kvinden var på arbejde.
- Det er sådan, at efterforskningen nu har strakt sig over lang tid. Det vil sige, at vi vurderer, at offentligheden også har et behov for at høre, hvad politiet gør, siger politiinspektøren.
Hverken anklageren eller kvindens forsvarer ønsker at udtale sig om den skærpede sigtelse til P4 Sjælland, men forsvarer, advokat Jørgen Lange, siger, at han glæder sig over, at dørene nu ser ud til at blive åbnet, hvilket han længe har ønsket.
Politiet har afhørt 90 vidner
Kvinden har siddet varetægtsfængslet i over fem måneder. Den tid har politiet blandt andet brugt på at afhøre over 90 vidner.
- Vi har foretaget en omfattende mængde afhøringer, og det er alt sammen noget, der skal anvendes til at bestyrke politiets mistanke med henblik på at vurdere, om der skal rejses tiltale senere, siger han og fortsætter:
- For nuværende har afhøringerne givet det resultat, at vi har rejst en yderligere sigtelse, som vil blive behandlet på retsmødet tirsdag.
Af efterforskningsmæssige hensyn ønsker han ikke at udtale sig yderligere om sagen inden retsmødet tirsdag.
