Til november skal tusindvis af ansatte på sygehusene i Region Sjælland sætte sig ind i det nye it-system, Sundhedsplatformen.
Systemet er hentet fra USA og har gennem flere måneder skabt store problemer på sygehusene i Region Hovedstaden, hvor systemet blev implementeret først.
Efter et temamøde om Sundhedsplatformen i Region Sjælland, sagde Socialdemokratiets gruppeformand, Jan Hendeliowitz, at han har fået forsikring om, at børnesygdommene med systemet er overstået, og at sygeplejerskerne i hovedstaden er særdeles glade for Sundhedsplatformen.
Ifølge Jan Hendeliowitz er det især de ældre læger, der er utilfredse med, at de skal bruge meget tid på at taste oplysninger ind på computerne.
Arrogant at henvise til lægers manglende it-kendskab
Men den udlægning holder slet ikke, siger næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Dorte Steenberg. Hun får mange indberetninger fra sygeplejersker i hovedstaden, der langtfra er tilfredse:
- Børnesygdommene er langt fra overstået. Det er arrogant at henvise til lægers manglende it-kendskab. Mig bekendt har mange læger stort kendskab til it. Det handler om noget så elementært som vores daglige arbejde og mulighed for at arbejde sammen tværfagligt, siger hun og tilføjer:
- Det er blevet meget vanskeligt efter Sundhedsplatformen.
Til Dansk Sygeplejeråds udtalelser siger Jan Hendeliowitz, at han kun kan forholde sig til de oplysninger, som han har fået på et lukket møde. Han ønsker ikke at forholde sig yderligere til udtalelserne.
Sommerfugle i maven
Formanden for Region Sjællands sundhedsudvalg, den konservative Chr. Wedell-Neergaard, lover at lytte til personalet.
- Vi bliver nødt til at lytte til medarbejdernes bekymringer. Systemet skal indrettes, så det passer til deres behov. Der må ikke gå hele eller halve år, før problemerne rettes. Det er vi meget opmærksomme på.
Han siger også, at medlemmerne af regionens sundhedsudvalg er opmærksomme på, at det tager længere tid at lære it-systemet at kende, end man troede i første omgang:
- Vi sætter massivt ind med superbrugere, så overgangen bliver så god som overhovedet muligt for både personale og patienter, siger han.
Chr. Wedell-Neergaard fortæller desuden, at han har "lidt sommerfugle i maven". Han er blevet klar over, at det er sværere at tage Sundhedsplatformen i brug, end regionsrådet først troede.
Samtlige sygehuse i Region Sjælland tager Sundhedsplatformen i brug på én gang til november.