Hvor langt kan man egentlig gå på en dag? Med alt hvad man ejer på ryggen - og når man skal gå i tre år?

Det finder den nyuddannede murer Jens Breinholt ud af nu.

Søndag lige over middag, mens solen skinner fra en næsten skyfri himmel, siger han farvel til familie og venner ved byskiltet uden for hjembyen Esbjerg. De har festet hele natten, så Jens er ikke helt frisk, men det gør ikke noget:

- Jeg glæder mig til at komme ud og være en fri mand. Og blive en bedre håndværker. For jeg er glad for det, jeg laver.

De sidste eventyrere

Allerede mens Jens er i lære som murer, tager han beslutningen: Når han er færdig med sin håndværkeruddannelse, vil han rejse ud i verden.

Ikke for at arbejde et halvt år hér eller tjene penge på at støbe et fundament dér:

- Jeg vil gå fra by til by og leve fra dag til dag. Ligesom håndværkere har gjort det i århundreder før mig.

Jens vil være naver.

Naver er et andet ord for de rejsende håndværkersvende, der har eksisteret siden 1800-tallet. Og selvom det ikke ligefrem vælter rundt med dem længere, så har du måske set dem på vejene i Europa - især i Tyskland.

De er ret lette at genkende - iført deres karakteristiske tøj: Sort hat, jakke, vest med knapper over en hvid skjorte og bukser. Og så er der store lommer med plads til alt fra landkort til navernes sangbog - og selvfølgelig også ansigtsmasker, som er nødvendige nu på grund af corona.

I dag er der omkring 500 aktive navere, der vandrer rundt for at tilbyde deres håndværk og er 'på valsen', som det hedder. Det fortæller Christian Riedel fra den danske naverforening CUK.

Selvom der også for nylig har været danskere afsted, så er der ikke nogen lige nu. Og det er faktisk omkring 30 år siden, der sidst var én, der rejste ud fra den danske naverforening CUK. Men det laver Jens om på med sin afgang.

- Med Jens genopliver vi muligheden for at blive håndværkseventyrer i Europa, siger Christian Riedel.

Og den lidt romantiske, nostalgiske tanke appellerer til den 22-årige murer.

- Håndværkerfagene har ikke et godt ry, men det er noget fis. Jeg er stolt af det, jeg laver. Og nu viser jeg det ved at holde fast i en af de helt gamle traditioner, der er inden for faget.

Indvielse ved midnat

Jens har forberedt sig i lang tid. Blandt andet ved at tage til Tyskland for at købe sin kluft, som naver-dragten hedder. Den er syet af en skrædder, som selv travede Europa tyndt som naver, da hun var yngre.

Jens har også smidt en masse ting ud, sagt sin lejlighed og sit mobilabonnement op og er flyttet hjem i sine forældres campingvogn her op mod sin afrejse.

- Jeg har talt med både banken og kommunen om, hvordan jeg skal forholde mig, hvor jeg skal betale skat og så videre.

Han har selvfølgelig også læst lidt om navernes historie, men ellers ved han faktisk ikke så meget om, hvordan naverlivet foregår i praksis. Det er nemlig en hemmelighed, som man først kan blive indviet i, den dag man tager afsted.

Lørdag aften ved midnatstid blev Jens således hevet ud af sin afskedsfest med familie og venner, for at deltage i et indvielsesritual, hvor der kun er adgang for navere.

- Der blev sagt nogle ting, og gennemgået nogle ritualer, fortæller Jens uden at afsløre mere.

Men et af ritualerne har et synligt bevis - nemlig en ny ring i øret, som Jens fik sat i efter at have fået banket et søm igennem øret. På nærmest sørøver-maner rejser naverne med en ørering, der viser, at de er indviet.

Jens må ikke se dig tilbage

Ude ved byskiltet er Jens ved at være klar til afgang. Venner, familie og også en lille flok navere fra forskellige foreninger i Tyskland gør klar til at vinke ham afsted. Og pludselig bliver Jens ramt af en masse følelser, som ikke har været helt virkelige før nu.

Han krammer sin mor en sidste gang, mens tårerne triller. Og så bliver han sendt afsted med et "ud i verden". Sådan er traditionen nemlig. Afgang fra byskiltet og så ikke se sig tilbage. De næste tre år og en dag må Jens ikke komme nærmere end 50 km fra sin hjemby.

- Det er trist, for der kan gå en rum tid, inden jeg ser min familie igen, men de støtter mig heldigvis. Min mor er ved at være indforstået med, at børn kun er til låns, siger Jens.

Han er klar til at tage det som en oplevelse - både når turen går godt, og hvis det bliver hårdt.

- Jeg ved ikke, hvor jeg skal hen, og om der altid vil være et sted at sove. I starten skal jeg heldigvis følges med nogle tyske navere. Det kan være de har nogle ideer, siger Jens fortrøstningsfuldt.

Hans mor er dog ikke fri for bekymringer.

- Min mor har det lidt stramt med, at hun ikke kan kontakte mig de næste tre år. Navere rejser uden mobil, så jeg kan kun ringe hjem, når jeg finder en telefon.

Pointen med at sige farvel til mobilen handler om at sige farvel til den tidsrøver, den også er:

- Det er ikke fordi, vi er teknologiforskrækkede. Det bryder bare med navernes principper om at være frie og selvstændige. Det er man altså ikke med en telefon i lommen.

Så hvis Jens får brug for hjælp, må han bede om den.

- Jeg kommer ikke til at give op. Det kommer simpelthen ikke på tale. Nu har jeg taget den her beslutning, og det bliver sjovt. Men jeg gør mig ingen illusioner. Det bliver også svært. Men det er ok, slår Jens fast.

Og når han har gennemført sin valsetur som rejsende håndværkersvend i tre år og en dag - så kan han kalde sig naver resten af livet.